Målgruppen for familierådslagninger er børn og unge, hvor enten familie eller fagpersoner er alvorligt bekymrede for barnets trivsel. Familierådslagning kan bruges i en tidlig og forebyggende indsats og i igangværende børnesager. Metoden kan også bruges som et led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. De seneste par år er man i højere grad end tidligere begyndt at bruge familierådslagning på skoler, i kriminalpræventivt arbejde og over for minoritetsgrupper.
Tanken bag familierådslagning er, at det udvidede netværk omkring et barn eller den unge har unikke kundskaber, erfaringer og ressourcer, som er gavnlige for beslutningsprocessen. Det kan variere fra barn til barn, hvem der indgår i det udvidede netværk. Det er således ikke nødvendigvis biologiske bånd og geografisk nærhed, der bestemmer, hvem der ses som en del af barnets netværk.
Familierådslagning er udviklet på New Zealand, hvor den blev skrevet ind i lovgivningen i 1989. Derfra har den bredt sig til Skandinavien, Europa, USA, Australien, Canada m.fl. Metoden blev første gang afprøvet i Danmark i perioden 2000-2002 som en forsøgsordning og anvendes i dag i en række danske kommuner.