Spørgsmål & svar

Svar fra ministeriet på spørgsmål stillet af kommune i februar 2015:

'I love og bekendtgørelser anvendes udtrykket ”kommunalbestyrelsen” i forbindelse med udøvelse af en kommunal beslutningsret (afgørelser, aftaler m.v.), eller ansvaret for opgavevaretagelsen (i modsætning til den geografiske enhed). Denne formulering understreger imidlertid alene, at alle afgørelser m.v., der træffes af kommunen, er en del af kommunalbestyrelsens ansvar, uanset om den konkrete opgave varetages af et udvalg eller forvaltningen., jf. punkt 4.1.1.2. og 4.1.7. i Økonomi og Indenrigsministeriets (ØIM) vejledning nr. 192 af 28. juni 2001 og regeludstedelse i forhold til kommunerne.

I punkt 4.1.7. i ØIM’s vejledning anføres:

”4.1.7. Delegation inden for den kommunale organisation

Som nævnt ovenfor i afsnit 4.1.2. er der som udgangspunkt fri adgang til delegation inden for den kommunale organisation.

Det forhold, at en kompetence i lovgivningen er tillagt kommunalbestyrelsen, er som udgangspunkt alene udtryk for, at opgaverne skal løses i kommunalt regi.

Kommunalbestyrelsen har således som udgangspunkt mulighed for at delegere udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration. Kommunalbestyrelsen er dog afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, hvis andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen.

Der gælder som udgangspunkt et delegationsforbud, hvor det er bestemt i den kommunale styrelseslov, at kommunalbestyrelsen er det kompetente organ. Dette skal ses i sammenhæng med, at reglerne i styrelsesloven til forskel fra anden lovgivning, der beskriver kommunalbestyrelsens kompetence vedrører indretningen af det kommunale styrelsessystem, herunder fastlæggelsen af de indbyrdes kompetenceforhold mellem de kommunalpolitiske organer.

Herudover kan det følge af en sags beskaffenhed, at behandlingen af sagen skal ske i kommunalbestyrelsen i et møde og altså ikke kan overlades til et udvalg eller til forvaltningen. Dette kan være tilfældet i sager, der angår kommunalbestyrelsesmedlemmers egne forhold (fritagelse for hverv, stort set alle beslutninger om vederlæggelse m.v.), og sager, der på grund af deres betydning eller karakter i øvrigt i særlig grad forudsætter politisk behandling, bl.a. med den deraf følgende mulighed for eventuelle mindretal for at tilkendegive en afvigende opfattelse.

Ved udarbejdelse af regler, der overlader en beslutningsret til kommunalbestyrelsen, er det vigtigt at tage stilling til, om der er tale om et kommunalt anliggende af en sådan særlig karakter, at kommunalbestyrelsen selv skal træffe beslutning vedrørende det pågældende anliggende. Såfremt det undtagelsesvis er hensigten, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning i et møde, bør dette fremgå af lovteksten.

Som eksempel kan nævnes § 25 i beredskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 912 af 2. oktober 2000), der har følgende ordlyd:

"Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab. Planen skal vedtages af kommunalbestyrelsen i et møde.

Stk. 2. Amtsrådet skal udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab. Planen skal vedtages af amtsrådet i et møde."

Der er ikke i regnskabsbekendtgørelsen* fastsat et udtrykkeligt krav om, at en decisionsskrivelse skal behandles af kommunalbestyrelsen i et møde. Efter vores opfattelse, er behandling af decisionsskrivelser derfor omfattet af den fri delegationsret i den kommunale organisation, medmindre der i eller via ØIM’s regnskabsregler er en pligt til politisk behandling i et kommunalbestyrelsesmøde eller i Økonomiudvalget. Dette spørgsmål henhører dog under ØIM, som rette myndighed.

_{*på svartidspunktet: dagældende bekendtgørelse nr. 552 af 28. april 2015 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder.} '

Svar fra Ankestyrelsen på spørgsmål fra revisor februar 2016:

'Det er Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at betingelserne for at få refusion efter servicelovens § 176 a, stk. 2, først er opfyldt, når det fjerde barn anbringes. Herefter kan der fås refusion, hvis den månedlige udgift overstiger 1/12 af refusionsgrænsen.

Vi henviser til bemærkningerne til lovforslag nr. L140, forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vedrørende § 176 a, stk. 2.

Under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår det, at det foreslås, at refusionsordningen i bestemmelsens stk. 1 også kommer til at omfatte de samlede udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til anbragte børn i en enkelt familie, når der er tale om anbringelse af fire eller flere børn. Formålet er her at sikre, at den enkelte kommune ikke påføres store udgifter i indsatsen over for en enkelt familie, hvor det er nødvendigt at anbringe en hel søskendeflok.

Ordningen i bestemmelsens stk. 2 gælder for anbringelser i henhold til servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, og for udgifter til ophold i et anbringelsessted efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3. Refusionsordningen træder i funktion, når én kommune anbringer børn fra samme husstand og det samlede antal anbragte børn fra husstanden udgør fire eller flere børn. De udgifter, der kan medregnes, er alle udgifter til foranstaltninger efter serviceloven i forhold til de anbragt børn, det vil sige ikke kun udgifterne til anbringelserne. Med ordningen sikres kommunerne således refusion på 25 procent for den del af de samlede udgifter til de anbragte børn, der overstiger 710.000 kr. årligt og 50 procent for den del af de samlede udgifter, der overstiger 1.420.000 kr.

Når refusionsberettigede udgifter skal opgøres og hjemtages af kommunen fra staten, ansættes statsrefusionen efter stk. 1 og 2, som løbende foranstaltninger, og udgifterne opgøres på baggrund af månedstaksten, det vil sige, at der skal sammenholdes med 1/12 af refusionsgrænsen. Det betyder, at en kommune vil kunne få refusion for udgifter i en sag, hvor anbringelsen påbegyndes f.eks. i september måned, og hvor den månedlige udgift overstiger 1/12 af refusionsgrænsen i f.eks. de fire måneder, hvor der er udgifter til anbringelsen, men hvor udgifterne i sagen ikke i kalenderåret som helhed når op over den årlige refusionsgrænse.

Det fremgår også af punkt 55 i vejledning nr. 9007 af 7. januar 2014 om særlig støtte til børn og unge og deres familier, at refusionsordningen træder i funktion, når én kommune anbringer børn fra samme husstand og det samlede antal anbragte børn fra husstanden udgør fire eller flere børn.'

Svar fra ministeriet på spørgsmål fra revisor marts 2015:

'I forhold til spørgsmålet om, hvilke udgifter til § 109- og § 110-boformer, der kan henføres til udgifter til bistand-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud mv., jf. servicelovens § 177, nr. 5, vurderer vi, at kommunalbestyrelsen som led i det midlertidige ophold skal tilbyde omsorg og støtte til kvinder, der tager ophold på en § 109-boform og aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp til personer, der tager ophold på en § 110-boform.

Disse ydelser indgår således som en integreret del af opholdet og skal derfor indregnes i den takst, en kommune skal betale for sin borgers ophold i botilbuddet, og taksten skal fremgå af Tilbudsportalen.

Såfremt en kommune finder, at en borger med ophold i en § 109- eller § 110-boform har behov for yderligere støtte eller ydelser, der ikke er omfattet af taksten, kan kommunalbestyrelsen ud fra en vurdering af borgerens konkrete behov, træffe afgørelse herom.

Der vil da være tale om en kommunal visiteret ydelse, som kommunen betaler for, også selvom det er personalet i boformen, der rent faktisk leverer den af kommunalbestyrelsen besluttede støtte og hjælp. Skal en borger ydes støtte ud over det, der indgår som en integreret del af opholdet i det pågældende § 109- eller § 110-tilbud og som dermed er indeholdt i den udmeldte takst for tilbuddet, er det således kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, der træffer afgørelse herom.

Sådanne udgifter vil ikke kunne anmeldes til refusion efter servicelovens § 177, nr. 5.

Vi vurderer også, at det af pkt. 398-399 i vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område fremgår, at kommuners udgifter til tolkebistand, der er et nødvendigt led i en i øvrigt refusionsberettigende foranstaltning kan anmeldes til refusion efter samme regler, som gælder for foranstaltningen.

Endelig vurderer vi, at råd og vejledning kan anmeldes til refusion, såfremt det er en integreret den af opholdet. Såfremt det ydes af kommunen, som en ydelse ud over det, som indgår som en integreret del af opholdet, kan det ikke anmeldes til refusion.'

Svar fra Ankestyrelsen på spørgsmål stillet af kommune i februar 2014:

'Det fremgår af servicelovens § 110, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidig ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan ophold sig i egen bolig, og som har behov for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Det fremgår af servicelovens § 177, nr. 5, at staten refunderer 50 procent af kommunens udgifter til boformer efter § 110, herunder udgifter til bistands-, støtte-, og aktivitetstilbud med videre i forbindelse med boformen.

Som Ankestyrelsen forstår henvendelsen, er spørgsmålet, om der kan opnås statsrefusion for en indsats til borgere ydet af et andet § 110-tilbud end det § 110-tilbud, som pågældende borgere har haft ophold på.

Når en borger fraflytter et § 110-tilbud, er det muligt at oppebære refusion til efterforsorg i forbindelse med udflytning i egen bolig i op til et år efter udflytningen. Efterforsorg er knyttet til opholdet på § 110-tilbuddet. Hvis støtten til borgeren ikke udgår fra det § 110-tilbud, som borgeren har haft ophold på, men er en indsats, som borgerens handlekommune beslutter at bevilge borgeren, vil der ikke være tale om et § 110-tilbud, og udgiften vil ikke kunne anmeldes til refusion efter § 177 i serviceloven.'

Svar fra Ankestyrelsen på spørgsmål stillet af kommune i december 2015:

'Ankestyrelsen skal hermed oplyse, at det er styrelsens opfattelse, at der ikke er ret til statsrefusion efter servicelovens § 181 for kommunens udgifter til objektiv finansiering af sikrede institutioner til børn og unge.

Det fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 54, stk. 1, at der for ophold efter bekendtgørelsens § 30, stk. 1, nr. 4-7 (ophold bestemt af retten eller politiet), betales en takst på 1,25 mio. kr. årligt (PL 2010). Satsen reguleres årligt med satsreguleringsprocenten.

I § 54, stk. 2, er fastsat, at udgifter vedrørende ophold efter bekendtgørelsens § 30, stk. 1, nr. 4- 7, ud over det takstfinansierede, fordeles mellem alle landets kommuner efter antallet af 15—17- årige, der bor i de enkelte kommuner pr. 1. januar året forud for regnskabsåret (objektiv finansiering).

Det følger af servicelovens § 181, stk. 1, at staten afholder visse udgifter til udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter visse bestemmelser i udlændingeloven.

I samme bestemmelses stk. 2 opregnes de udgifter, som der ydes refusion for.

Endelig følger det af § 181, stk. 3, nr. 2, i serviceloven, at staten uanset bestemmelserne i stk. 2 afholder en kommunes udgifter efter loven til udlændinge, der har opholdstilladelse efter en af de bestemmelser i udlændingeloven, der er nævnt i § 181, stk. 1, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger. Statsrefusionen oppebæres dog længst til modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at forudsætningen for, at en kommune kan opnå refusion efter servicelovens § 181, stk. 3, nr. 2, er, at der er tale om en personhenførbar udgift til en kommunalvisiteret ydelse efter serviceloven.

Udgifter til objektiv finansiering efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 54, stk. 2, er ikke at anse for en personhenførbar kommunal udgift for en ydelse efter loven.

Ankestyrelsen er derfor af den opfattelse, at en kommunes udgifter til objektiv finansiering efter bekendtgørelsens § 54, stk. 2, ikke er refusionsberettigede efter servicelovens § 181, stk. 3, nr. 2, eller andre bestemmelser i serviceloven.'

Den spørgende kommune har vedlagt forespørgslen en faktura fra Region XX vedrørende objektiv afregning. Det fremgår af denne, at opkrævningen sker efter bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge anbragt uden for hjemmet (magtanvendelsesbekendtgørelsen).

Svar fra Ankestyrelsen på spørgsmål stillet af kommune i juli 2015:

'Det er Ankestyrelsens opfattelse, at refusionsbestemmelsen i servicelovens § 181 om 100 procent statsrefusion, når det kommer til mindreårige asylsøgere (uledsagede flygtningebørn), skal tolkes på følgende måde:

Servicelovens § 181, stk. 3, giver en kommune refusionsadgang til uledsagede flygtningebørn indtil barnet fylder 18 år eller til barnets forælder får ophold. Hvis disse betingelser ikke længere er opfyldte, har kommunen refusionsadgang efter bestemmelsens stk. 2, i tre år efter opholdstilladelsen.

Det vil sige, at et uledsaget flygtningebarn der får opholdstilladelse omfattet efter en af bestemmelserne nævnt i servicelovens § 181, stk. 1, giver kommunen refusionsret for alle udgifter efter serviceloven til det tidligste tidspunkt af enten barnets 18 års fødselsdag eller, at barnets forælder får ophold.

Hvis der på dette tidspunkt ikke er gået tre år fra barnets opholdstilladelse, har kommunen herefter ret til refusion efter bestemmelsens stk. 2, det vil sige, at der så alene er refusionsret til de udgifter efter serviceloven, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2, og kun i tre år efter barnets opholdstilladelse.

Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at kommunens ret til refusion til uledsagede flygtningebørn starter i servicelovens § 181, stk. 3. Når betingelserne her ikke længere er opfyldte, har kommunen ret til refusion efter bestemmelsens stk. 2, hvis betingelsen her er opfyldt.

Er ingen af betingelserne opfyldte, vil kommunen alene have ret til refusion efter de almindelige refusionsregler.'