Social- og Boligstyrelsen har i lighed med andre arbejdspladser en whistleblowerordning.
Er du nuværende eller tidligere ansat i Social- og Boligstyrelsen, samarbejdspartner eller ansat hos en samarbejdspartner, kan du bruge ordningen, hvis du har fået kendskab til kritisable forhold i styrelsen.
Du kan bl.a. indberette om overtrædelser af EU-retten, alvorlige lovovertrædelser (der ikke er overtrædelser af de dele af EU-retten, der er omfattet af whistleblowerdirektivet) og øvrige alvorlige forhold som fx strafbare forhold, grove eller gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige regler og principper, bevidst vildledning af borgere eller samarbejdspartnere, grove personrelaterede konflikter eller chikane af seksuel karakter.
Whistleblowerordningen er et supplement til den direkte og daglige kommunikation i Social- og Boligstyrelsen om fejl og utilfredsstillende forhold mv. For samarbejdspartnere er ordningen et supplement til deres mulighed for at henvende sig til fx deres kontakt i styrelsen eller dennes leder.
Om anonymitet og fortrolighed
Hvis du oplyser din identitet, behandles dine personoplysninger i videst mulige omfang fortroligt. Oplysninger om din identitet eller andre oplysninger, der gør det muligt at udlede din identitet, videregives kun med dit samtykke. Vi kan imidlertid være nødt til at oplyse din identitet i forbindelse med indgivelse af en politianmeldelse eller ved overdragelse af sagen til relevante tilsynsmyndigheder (fx Rigsrevisionen eller Datatilsynet).
Du kan også vælge at indberette til whistleblowerordningen uden at oplyse din identitet. Ønsker du at være anonym, skal du vælge en indberetningsform, der tilgodeser dette. Du skal derfor være opmærksom på, at du ikke oplyser kontaktoplysninger, at du ikke, fx ved upload af filer, utilsigtet afgiver oplysninger om din identitet, og at din pc ikke kan spores.
Indberetning og behandling
Din indberetning behandles hurtigst muligt af en særlig whistleblowerenhed i Social- og Boligstyrelsen.
Du kan indberette via Statens Whistleblowersystem. Du kan også indberette via fysisk post eller mail (sikkermail.whistleblower@sbst.dk).
Hvis indberetningen sendes med fysisk post, bedes kuverten mærket med: ”Overleveres til whistleblowerenheden”.
Hvis din indberetning indeholder fortrolige oplysninger eller følsomme eller fortrolige personoplysninger, skal henvendelsen ske på en sikker måde, dvs. at du ikke må sende indberetningen med almindelig mail.
Hvis du indberetter via Statens Whistleblowersystem, skal du gemme den 16-cifrede nøglekode, som du modtager, når du har indsendt indberetningen. Du kan bruge koden til at tilgå whistleblowerportalen, hvorfra du kan tilføje yderligere informationer, kommunikere med whistleblowerenheden og modtage orientering om behandlingen af din indberetning. Via denne portal kan whistleblowerenheden også kontakte dig, hvis der er spørgsmål til det forhold, som du har indberettet om. Den kommunikation, der foregår på whistleblowerportalen mellem dig og whistleblowerenheden, er anonym, medmindre du selv oplyser din identitet eller dine kontaktoplysninger.
Det er vigtigt, at du løbende følger sagens udvikling og svarer på eventuelle spørgsmål fra whistleblowerenheden på whistleblowerportalen, da det kan have betydning for whistleblowerenhedens muligheder for at behandle din indberetning. Det er samtidig vigtigt, at du opbevarer nøglekoden sikkert, da den af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan genskabes. Hvis du mister din kode, kan du derfor ikke tilgå indberetningen på whistleblowerportalen.
Indberet via Statens Whistleblowersystem her
Inden du foretager din indberetning, beder vi dig læse om whistleblowerordningen i retningslinjerne nedenunder. Her kan du bl.a. læse om dine rettigheder, og hvordan indberetningen behandles – herunder forhold omkring anonymitet og fortrolighed.
Du kan også læse mere om ordningen i Social- og Boligstyrelsens whistleblowerpolitik her