I 2014-2015 blev projektet "Barnets Stemme" gennemført som pilotprojekt, og med udgangen af skoleåret 2016/17 har samtlige folkeskoler i området gennemført et læringsforløb, som skal give dem inspiration og redskaber til at implementere indsatsen på egen skole. Indsatsen organiseres i samarbejde mellem BUF og skolerne. BUF står bag læringsforløbene, og skolerne afvikler forløbene i Barnets Stemme.
På skolen er indsatsen forankret i det tværfaglige ressourcecenter, som fx består af en koordinator, inklusionspædagog, skoleleder, sundhedsplejerske, skolepsykolog, AKT-vejleder, tale-hørelærer, integrationsvejleder, skolesocialrådgiver og en repræsentant for fritidstilbud.
Det er i ressourcecentret, der træffes beslutning om at tilbyde en familie et Barnets Stemme-forløb. Fra start udpeges en fast tovholder for hvert forløb. Det er tovholderens ansvar at koordinere indsatsen, og det er typisk skolelederen, der har denne rolle.
Projekt Barnets Stemme er baseret på ”Getting It Right For Every Child”-programmet, som er implementeret på alle skoler og førskoler i Skotland.
Virkning
Det er erfaringen fra Københavns Kommune, at børnene oplever, at der bliver lyttet til deres perspektiv, de får konkret viden om forældres og læreres bekymringer, og de oplever at andre har blik for både deres udfordringer og deres ressourcer. Erfaringen er desuden, at forældrene oplever lettelse og tydelighed ved at arbejde sammen med professionelle og barn om en fælles handleplan. Familierne oplever, at de konkret formulerede indsatser gør det nemmere for dem at realisere deres bidrag til indsatsen i den fælles handleplan.
Lærere og pædagoger føler samme lettelse og tydelighed i de konkret formulerede indsatser og det fælles ansvar. Mange oplever en ny energi i arbejdet og oplever tilgangen som en øjenåbner særligt i forhold til fokus på børne- og forældreperspektiver og på at arbejde systematisk med barnets ressourcer.
Oplevelsen i Københavns Kommune er, at Projekt Barnets Stemme mindsker misforståelser, skyld og ensomhed hos barn og forældre. Gennem indsatsen får alle et øget kendskab til hinanden og får måske aflivet negative antagelser om hinanden, og det fælles ansvar for barnets læring og trivsel har betydet engagement og empowerment til stor glæde for barnet og familien. Børn og familier oplever ny tillid til sig selv og en positiv udvikling for barnet.
Erfaringer fra Københavns Kommune viser, at det har en positiv betydning, at:
- Barnets og forældrenes ressourcer aktiveres
- Der er en klar ansvarsdeling og forpligtende deltagelse i ressourceteamet
- Der er tæt opfølgning på tiltag i den fælles handleplan og at indsatsen virker koordinerende
- Barn og forældre inddrages som eksperter i eget liv.