International Child Development Programme – videooptagelse i sundhedsplejen

Den kommunale sundhedspleje kan bruge International Child Development Programme (ICDP) til tidlig opsporing af funktionsnedsættelse og mistrivsel hos børn og til at styrke forældres mestring af forældrerollen.

Videooptagelse af samvær mellem forældre og barn er en central del af ICDP, og der er fokus på at indkredse og styrke forældrenes egne ressourcer. 

Baggrund og formål

ICDP er et forebyggelsesprogram, der i sundhedsplejen bl.a. kan bruges til tidlig opsporing af funktionsnedsættelser eller mistrivsel hos børn. Målet med ICDP er at styrke tilknytning og kontakt mellem forældre og børn ved at:

  • Understøtte og fremme forældres positive opfattelse og oplevelse af sig selv og barnet, så de kan identificere sig med barnet og forstå barnets reaktioner og adfærd. Med dette udgangspunkt kan forældrene justere deres omsorgsfulde handlinger og følelser i forhold til barnets behov og initiativer.
  • Påvirke og forbedre kvaliteten i kontakten og samspillet mellem forældre og barn ved hjælp af en anerkendende tilgang, men også med input og modspil.
  • Fremme positiv opfattelse af barnet i de tilfælde, hvor den er negativ og måske begrænset.

Metoderne i ICDP kan også anvendes i institutioner, skoler og mange andre steder og er oprindeligt udviklet i Norge.

Målgruppe

ICDP kan bruges af sundhedsplejen i forbindelse med ordinære hjemmebesøg hos alle nybagte forældre og kan dermed bruges til tidlig opsporing af mistrivsel i bred forstand. ICDP kan desuden bruges mere målrettet i familier med særlig behov for støtte. Det kan fx være familier med et uroligt spædbarn, hvor der er bekymring for, at uroen kan være et tidligt tegn på funktionsnedsættelse.

I familier med et barn med en identificeret funktionsnedsættelse kan sundhedsplejen bruge ICDP til at indkredse familiens behov og henvise til tilbud i fx Børne- og Familieafdelingen.

Forløb

Sundhedsplejen kan bruge ICDP som redskab i deres ordinære besøg hos nybagte familier. Ved de første besøg præsenterer sundhedsplejersken forældrene for ICDP og opfordrer dem til at optage en video af en situation, hvor de er sammen med barnet – enten en hverdagssituation eller en situation, som de synes er svær at håndtere.

Ved næste besøg ses klippet sammen med familien i små sekvenser, hvori vejledningen foregår. Det er forældrene selv, der analyserer videoklippet med hjælp fra sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken stiller spørgsmål og får forældrene til at sætte ord på og beskrive, hvornår de har en god forældre-barn relation. Der fokuseres primært på de færdigheder, forældrene allerede besidder, og det, der fungerer godt i samspillet med barnet, men sundhedsplejersken peger også på punkter, som forældrene kan arbejde videre med.

Download ICDP modellen

Mere information om erfaringer med ICDP i Brøndby Kommune

ICDP blev oprindeligt udviklet til relationer mellem voksne og børn, men er nu blevet udvidet til at kunne anvendes i mange forskellige professionelle relationer.

Programmet bruges altså langt fra kun i sundhedsplejen, men også af fx pædagoger, lærere, socialrådgivere og psykologer.

I forbindelse med ICDP anvender sundhedsplejersken en oversigt med otte temaer for godt samspil, som er udviklet af Center for Relations- og Ressourceorienteret Psykologi (Nu: Institut for Relationspsykologi).

Temaerne fungerer som udgangspunkt for de samtaler, sundhedsplejersken har med forældrene i forbindelse med ICDP, også selvom nogle temaer først bliver relevante for familierne på lidt længere sigt.

De otte temaer for godt samspil er:

  1. Vis positive følelser – vis, at du er glad for barnet
  2. Juster dig efter barnet og følg dets initiativ
  3. Tal med barnet om det, som optager det, og prøv at få gang i en følelsesmæssig samtale
  4. Ros barnet for det, som det magter, og anerkend barnet for at være den, det er
  5. Hjælp barnet med at samle sin opmærksomhed, så I har en fælles oplevelse af omverdenen
  6. Giv mening til barnets oplevelse af omverdenen ved at tale om den og ved at vise følelser og entusiasme
  7. Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet
  8. Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser på en positiv måde, ved at lede, vise positive alternativer og planlægge sammen

ICDP er baseret på forskning inden for relations- og tilknytningsteori og er udviklet i Norge af professorerne Henning Rye og Karsten Hundeide.

Karsten Hundeide er forfatter til bogen Introduktion til ICDP-programmet, hvortil der er knyttet et arbejdshæfte (Karsten Hundeide 2014).

I Danmark er der flere udbydere af efteruddannelse i ICDP.

Fakta om ICDP

Hvem:
Spædbørn og deres forældre 

Hvad:
Opsporings- og udviklingsværktøj til brug ved sundhedsplejens hjemmebesøg hos nybagte familier

Hvor længe:
2 eller flere af sundhedsplejens ordinære hjemmebesøg. Indsatsen kan dog gentages i familier med særlige behov

Hvem står bag:
Sundhedsplejersker med en ICDP-uddannelse

Hvor:
Brøndby Kommune. Programmet er oprindeligt udviklet i Norge