Seksualvejledning og seksualundervisning for mennesker med udviklingshæmning

Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed og et basalt behov. Derfor er det nødvendigt at drøfte normer og praksis generelt.

Men det er lige så nødvendigt at drøfte det konkret i forhold til den enkeltes lyster og behov og med udgangspunkt i den enkeltes livssituation, ønsker, følelser, grænser, kultur og evt. religion. Seksualitet er individuelt og forskellig i forskellige livsfaser.

Seksualvejledning

Støtte og vejledning i relation til seksualitet er opgaver på lige fod med mange andre opgaver som medarbejdere forventes at varetage i relation til servicelovens formål. Det skal ske professionelt, etisk forsvarligt og med respekt for borgerens integritet og ret til selvbestemmelse.

Det er ikke altid, at et menneske med funktionsnedsættelse har lyst til at få støtte og hjælp til sin seksualitet af de hjælpepersoner, som vedkommende er i tæt kontakt med i det daglige. Det kan der være mange grunde til. En grund kan fx være, at vedkommende synes det er for intimt at modtage vejledning og støtte fra hjælpepersoner, man møder i det daglige. Tilsvarende kan hjælpepersoner have behov for at kunne trække på personer med særlig viden på området fx en seksualvejleder.

I Socialstyrelsens håndbog ”Seksualitet på dagsordenen” er der hjælp at hente for dem, der gerne vil udvikle deres kompetencer på dette område samt henvisninger til, hvor man kan hente hjælp fra andre fx til seksualvejledning og oplæring.

Det er ikke strafbart at:

  • Hjælpe med oplæring til onani.
  • Yde hjælp til personer, der ønsker samleje med hinanden.
  • Hjælpe med at kontakte en prostitueret.

Det er strafbart at:

  • Udøve seksualoplæring, når personen verbalt eller ved sin adfærd modsætter sig det.
  • Fungere som seksualpartner (ved samleje eller andre former for seksuelt samkvem).
  • Give seksualoplæring til børn under 15 år. Over for denne gruppe kan der kun gives seksualvejledning.

Det er vigtigt at huske på, at der er forskel på den hjælp og støtte, man kan give børn og voksne med handicap. Det er kun lovligt at give seksualoplæring til mennesker over den seksuelle lavalder (over 15 år).

Kommunalbestyrelserne har inden for lovens rammer mulighed for at præcisere medarbejdernes råderum i arbejdet med seksualitet.

Seksualundervisning

Viden om seksualitet og seksuelle forhold kan være med til at nedsætte risikoen for at børn og unge med handicap bliver udsat for et seksuelt overgreb.

Kendskab til og forståelse for egne og andres grænser kan også medvirke til at reducere antallet af seksuelle krænkelser, børn og unge med handicap begår på hinanden.

Seksualundervisning giver professionelle mulighed for at tale med børn og unge med handicap om, hvad de skal være opmærksomme på, så risikoen for at børnene/de unge bliver udsat for et seksuelt overgreb reduceres.

Temaer i seksualundervisningen

Som en del af seksualundervisningen har børn med handicap fx brug for viden om, hvad de skal være opmærksomme på, når de omgås andre og skal fungere i sociale sammenhænge. Det er vigtigt at forklare børnene, at viden om krop og seksualitet er vigtig for at kunne passe godt på sig selv og leve et sundt liv.

  • Kroppen og dens funktioner. At kende sin egen og det andet køns krop og funktioner er vigtigt for at få et godt seksualliv med sin partner
  • Hvad er normalt i forhold til for eksempel menstruation og onani?
  • Venner og kærester
  • Grænser – om at sige til og fra
  • Hygiejne
  • Påklædning
  • Forelskelse
  • Sex
  • Prævention og om risikoen for at smitte andre eller selv blive smittet med kønssygdomme. Om uønsket graviditet. Prævention er et fælles ansvar.

I seksualundervisningen er det vigtigt at komme ind på temaet seksuelle overgreb.

Undervisningen kan fx handle om:

  • Mig selv og min krop
  • Hvad kan jeg lide og ikke lide?
  • Sanseoplevelser
  • Hvornår bliver jeg glad, vred, ked af det osv.?
  • Ja- og nej-følelser – man kan altid sige nej
  • Hvordan giver man udtryk for, hvad man kan lide og ikke lide – og hvordan aflæser man andres signaler?
  • Dramaøvelser, hvor man øver sig i at sige ja og nej i forskellige situationer
  • Seksuelle normer
  • Hvad man gør, hvis der sker noget, man ikke kan lide. Hvor kan man få hjælp?

Gode råd til undervisningen:

Tænk på sproget

Ord kan krænke og være belagt med tabu. Vær derfor opmærksom på dit sprog. Brug fx neutrale (kliniske) ord (samleje i stedet for bolle), og snak med eleverne om, hvad ordene betyder.

Vær opmærksom på overskrifterne på skoleskemaet

Overskrifter som ”Krop, pubertet og følelser”, ”Sundhed og familiekundskab” eller ”Personlig udvikling” kan være bedre end ”Seksualundervisning”.

Brug billeder med omtanke

Vær forsigtig med film og fotografier. Brug hellere tegninger end fotos.

Undervis eventuelt drenge og piger hver for sig

Sæt god tid af til undervisningen

Mange børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund har ikke særlig stor basisviden om krop og seksualitet. Tag udgangspunkt i elevernes spørgsmål og erfaringer.

Giv plads til individuelle spørgsmål

Det kan være svært at stille spørgsmål i klassen, hvis man slet ikke er vant til at tale om seksuelle emner derhjemme. Giv plads til, at eleverne også kan komme og spørge uden for timerne.

Brug ”eksperter” udefra

Det kan være en god ide at hente eksterne undervisere ind. Ofte får de flere intime spørgsmål end elevernes egen lærer. Når man bruger sundhedsfaglige personer, betyder kønnet ikke så meget, fordi de bliver opfattet som autoriteter på området.