En særforanstaltning defineres som en foranstaltning i forhold til problemskabende adfærd, der kræver en personalenormering på mindst 1:1. Iværksættelse af en særforanstaltning forudsætter høj grad af faglighed, ledelse, etiske overvejelser, og at indsatsen vurderes og følges nøje.
Særforanstaltninger er en særlig foranstaltning til borgere, der har et omfattende behov for hjælp og støtte, men som har en så problemskabende adfærd, at et ordinært tilbud ikke er egnet til dem. Særforanstaltninger er ressourcekrævende og fagligt komplekse og kan derfor fylde meget både hos myndighederne og i debatten.
Formålet med særforanstaltningen er at skabe de nødvendige rammer for at håndtere den problemskabende adfærd på en sådan måde, at borgeren kan få et bedre og mere værdigt liv med en højere livskvalitet.
Publikationen "Særforanstaltninger – anbefalinger til god praksis for organisering, samarbejde og borgerinddragelse" viser, hvordan organisering, faglige kompetencer og arbejdsrutiner kan bidrage til at skabe gode vilkår for særforanstaltningen.
Publikationen beskriver de mange aspekter af arbejdet omkring særforanstaltninger og giver en lang række konkrete anbefalinger til god praksis på både myndigheds- og tilbudsniveau. Den henvender sig især til myndighedsniveauet i kommunerne og til ledelser af særforanstaltninger.
Mange af overvejelserne og anbefalingerne kan desuden bruges forebyggende og i forbindelse med de såkaldte grænseforanstaltninger, der også har en høj normering.
Særforanstaltninger 2013 – anbefalinger til god praksis for organisering, samarbejde og borgerinddragelse