For personer med epilepsi kan hjælpemidler være det, som gør det muligt at udføre eller deltage i aktiviteter, der ellers ville være vanskelige eller umulige at udføre eller deltage i. Hjælpemidler kan både være produkter, som er fremstillet for at kompensere for en funktionsnedsættelse, og mainstream produkter, som i en given sammenhæng bidrager til reducere et handicap.
Hjælpemidler kan være en integreret del af en rehabiliteringsproces, da hjælpemidler har til formål at muliggøre aktivitet og deltagelse for mennesker med funktionsevnenedsættelse.
Hjælpemidler fungerer kun, når de er korrekt implementeret. Fx vil hjælpemidler til at understøtte hukommelsen kun fungere, hvis de er tilpasset den enkelte og anvendes på en meningsfuld måde i forhold til hverdagen og de aktiviteter, som vedkommende ønsker eller har brug for at udføre.
Eksempler på hjælpemidler til personer med epilepsi
I Hjælpemiddelbasen kan du bl.a. finde hjælpemidler, som kan være relevante i forhold sikkerhed og tryghed herunder anfaldsalarmer, personfindere samt hjælpemidler til hovedbeskyttelse. Du kan også finde hjælpemidler, der støtter hukommelsen.
Hjælpemiddelbasen: Epilepsi og hjælpemidler