Definitioner og kriterier

Senest opdateret 08-01-2019

WHOs diagnoseliste, ICD-10, definerer udviklingshæmning som: "En tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder".

I ICD-10 bliver udviklingshæmning inddelt i 4 sværhedsgrader:

  • Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet.
  • Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare personlige fornødenheder. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet.
  • Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
  • Sværeste grad: IQ-område under 20. Kan ikke klare fornødenheder, kontinens, kommunikation eller mobilitet. Kræver vedvarende pleje.

Den amerikanske diagnoseliste (DSM-III) opstiller følgende kriterier for udviklingshæmning:

  • A: Væsentlig nedsat generel intellektuel funktion: IQ 70 eller lavere ved individuel IQ-test. For spæd- eller småbørn, hvor der ikke kan beregnes testværdi, bygger diagnosen på klinisk skøn.
  • B: Der er samtidig manglende eller forstyrret evne til at tilpasse sig omgivelserne, alderen taget i betragtning.
  • C: Debut før 18-års alderen.

Kontakt

Lars Gemmer
Socialfaglig konsulent

Ring til VISO og få rådgivning

VISO yder faglig rådgivning til borgere og fagfolk på det mest specialiserede område.

Ring på 72 42 40 00
9.00-15.30 (fredag 15.00)