Retten til omsorg og beskyttelse

Når du er anbragt, betyder det, at nogle andre voksne mennesker end dine forældre skal udvise omsorg over for dig og sørge for, at du er tryg. I dit tilfælde er det de voksne på den døgninstitution, du er på.

Omsorg og beskyttelse betyder, at der skal være nogle voksne, der hjælper dig med at få hverdagen til at hænge sammen, så du går i skole, går til fritidsaktiviteter og har mulighed for at være sammen med dine venner.

Omsorg og beskyttelse betyder, at du skal have de ting, du har brug for, for at have en god og tryg tilværelse. Det kan fx være, at du altid har passende tøj til årstiden, et varmt hjem, en seng at sove i, og enten ting til din hygiejne (sæbe, shampoo, bind, osv.) eller penge til at købe det, mad og medicin og lægehjælp, hvis du har brug for det.

Omsorg og beskyttelse betyder også, at du skal have nogle voksne at snakke med om dine problemer, nogle voksne der trøster dig, hvis du er ked af det og som passer på dig og interesserer sig for dig. De voksne skal også gribe ind, hvis du (eller andre omkring dig) er ved at gøre noget farligt.

De voksne skal sørge for, at du har adgang til et bad med varmt vand, og at du har det, du skal bruge til badet (sæbe, håndklæder osv.), eller har penge til at købe det. De voksne skal støtte dig i at komme i bad, hvis det er svært for dig, eller hvis du ikke gider. Det er vigtigt at gå i bad hyppigt af hensyn til din hygiejne.

Ja! Du skal have undervisning. Alle børn og unge i Danmark har undervisningspligt, og skal derfor gå i skole. De voksne på dit anbringelsessted skal derfor sørge for, at du har mulighed for at få undervisning. 
Hvis du har gennemført 9. klasse eller er tæt på at blive 18 år, kan du have opfyldt din undervisningspligt. 
Hvis du ikke er glad for at gå i skole, så skal du have hjælp til at det bliver bedre. De voksne på dit anbringelsessted skal sørge for at du kommer i skole og kan tage imod læring. Men de skal også sammen med dine lærere finde ud af, hvad der gør, at du ikke er glad for at gå i skole. Det kan jo være, at du i en periode skal have ekstra hjælp i skolen, eller at du skal gå i en anden skole, hvor undervisningen er anderledes. Det betyder nogle gange, at de laver nogle regler, som du skal overholde, for at du kan komme i skole. Det kan fx betyde at du skal gå i seng på et bestemt tidspunkt eller at der bliver slukket for internettet om aftenen. Det er for at du kan få din vigtige søvn, for så har du lettere ved at lære. 

Hvis din medicin er vigtig, er det selvfølgelig vigtigt, at du tager den. I nogle tilfælde kan du blive meget syg af ikke at tage den. De voksne skal altid tale med dig og prøve at få dig til at forstå, at det er vigtigt, at du tager den. Hvis du fortsat ikke vil tage din medicin, må de voksne snakke med din læge om situationen og finde en løsning.

Nej! Der skal være voksne, som du kan snakke med, hvis du har det svært, men du kan ikke tvinges til at tale om noget eller med nogen, hvis du ikke har lyst. 
Nogen gange kan det være rigtig godt at få snakket om sine problemer, og måske kan man finde andre måder at løse tingene på, når man taler med en voksen om det. Hvis du ikke er så glad for at snakke med de voksne, der er på institutionen, men har nogle problemer, som du gerne vil tale om, så kan du fx snakke med din socialrådgiver eller ringe til Børnetelefonen på 116111. Du kan også finde flere oplysninger om dine rettigheder og andre ting på Børneportalen

De voksne på institutionen vil ofte være dem, der handler ind og organiserer aftensmaden. Men nogen gange kan man få lov til at deltage i madlavningen og være med til at bestemme, hvad I skal have at spise. Mange steder er der husmøder, hvor børn og unge på institutionen kan være med til at bestemme forskellige ting. Hvis der er husmøder, der hvor du bor, kan du prøve at komme med forslag til, hvad du gerne vil have at spise, og evt. melde dig til at hjælpe til med madlavningen. 

Hvis du gør noget, der er generende for de andre unge på institutionen eller de voksne, og du ikke stopper, selv om du bliver bedt om det, så må de voksne godt kortvarigt fastholde dig for at signalere, at du skal stoppe din adfærd. De kan fx lægge en arm om din skulder for at markere, at de gerne vil have du følger med ud af lokalet. De kan også tage dig i hånden og føre dig ind på dit værelse. 
Hvis du skal til at ødelægge nogle af dine egne ting, eller noget der tilhører institutionen eller andre anbragte børn og unge, så må de voksne også godt stoppe dig, fx ved at fastholde dig kortvarigt og føre dig væk fra genstanden, så du ikke gør yderligere skade. Opstår der en situation, hvor der er risiko for, at du er til fare for dig selv eller andre, er de voksne forpligtet til at forhindre dette. I sådanne situationer må de fastholde dig, eller føre dig til et andet sted, også selv om du gør modstand.