Retten til omsorg og beskyttelse

Når du er anbragt, betyder det, at nogle andre voksne mennesker end dine forældre skal udvise omsorg over for dig og sørge for, at du er tryg. I dit tilfælde er det dine plejeforældre.

 

 

 Omsorg og beskyttelse betyder, at der skal være nogle voksne, der hjælper dig med at få hverdagen til at hænge sammen, så du går i skole, går til fritidsaktiviteter og har mulighed for at være sammen med dine venner.

Omsorg og beskyttelse betyder, at du skal have de ting, du har brug for, for at have en god og tryg tilværelse. Det kan fx være, at du altid har passende tøj til årstiden, et varmt hjem, en seng at sove i, og enten ting til din hygiejne (sæbe, shampoo, bind, osv.) eller penge til at købe det, mad og medicin og lægehjælp, hvis du har brug for det.  

Omsorg og beskyttelse betyder også, at du skal have nogle voksne at snakke med om dine problemer, nogle voksne der trøster dig, hvis du er ked af det og som passer på dig og interesserer sig for dig. De voksne skal også gribe ind, hvis du (eller andre omkring dig) er ved at gøre noget farligt.

Dine plejeforældre skal sørge for, at du har adgang til et bad med varmt vand, og at du har det, du skal bruge til badet (sæbe, håndklæder osv.), eller har penge til at købe det. Dine plejeforældre skal støtte dig i at komme i bad, hvis det er svært for dig, eller hvis du ikke gider. Det er vigtigt at gå i bad hyppigt af hensyn til din hygiejne.

Alle børn og unge i Danmark skal have undervisning i 10 år. Derfor går næsten alle børn og unge i skole. Hvis ens forældre kan sørge for, at man som barn får en undervisning, der er lige så god, som den man får i en skole, kan man blive undervist derhjemme. Men man skal undervises! Da du blev anbragt, der hvor du nu bor, besluttede din børne- og ungerådgiver eventuelt sammen med dine forældre og dit anbringelsessted, hvor du skulle modtage undervisning.
Hvis du ikke er glad for at gå i skole, så skal du have hjælp til at det bliver bedre. De voksne på dit anbringelsessted skal sørge for at du kommer i skole og kan tage imod læring. Men de skal også sammen med dine lærere finde ud af, hvad der gør, at du ikke er glad for at gå i skole. Det kan jo være, at du i en periode skal have ekstra hjælp i skolen, eller at du skal gå i en anden skole, hvor undervisningen er anderledes. Det betyder nogle gange, at de laver nogle regler, som du skal overholde, for at du kan komme i skole. Det kan fx betyde at du skal gå i seng på et bestemt tidspunkt eller at der bliver slukket for internettet om aftenen. Det er for at du kan få din vigtige søvn, for så har du lettere ved at lære.

Hvis din medicin er vigtig, er det selvfølgelig vigtigt, at du tager den. I nogle tilfælde kan du blive meget syg af ikke at tage den. Dine plejeforældre skal altid tale med dig og prøve at få dig til at forstå, at det er vigtigt, at du tager den. Hvis du fortsat ikke vil tage din medicin, må dine plejeforældre snakke med din læge om situationen og finde en løsning. 

Nej! Der skal være voksne, som du kan snakke med, hvis du har det svært, men du kan ikke tvinges til at tale om noget eller med nogen, hvis du ikke har lyst. Nogle gange kan det være rigtig godt at få snakket om sine problemer, og måske kan man finde andre måder at løse tingene på, når man taler med en voksen om det. Hvis du ikke er så glad for at snakke med dine plejeforældre, men har nogle problemer, som du gerne vil tale om, så kan du fx snakke med din socialrådgiver eller ringe til Børnetelefonen på 116111. Du kan også finde flere oplysninger om dine rettigheder og andre ting på Børneportalen 

I de fleste familier er det de voksne, der handler ind og laver mad – nogen gange med hjælp fra deres børn. Hvis du ikke kan lide den mad, I får i din plejefamilie, kan du prøve at snakke med dine plejeforældre om I kan få noget andet. Tit kan man få lov til at være med til at bestemme.

Hvis du gør noget, som dine plejeforældre synes sætter dig eller andre omkring dig i en dårlig situation, må dine plejeforældre gerne lægge en arm om skulderen på dig for at vise, at du skal følge med ud af det rum, hvor du opholder dig. Det kan fx være, hvis du chikanerer eller generer andre, som bliver kede af din opførsel. I sådanne situationer kan dine plejeforældre fx følge dig ind på dit værelse. 
Hvis du er på vej ud på en farlig vej, så må dine plejeforældre også gerne holde dig tilbage fx ved at tage dig i hånden. Hvis du ikke vil børste dine tænder, så må dine plejeforældre også gerne opfordre dig til at børste tænder og evt. hjælpe dig med at børste dem.