Målgruppe: Børn, unge og familier i udsatte positioner som skrøbeligt netværk, ensomhed, dårlig økonomi, fysisk og psykisk sygdom samt misbrugsproblematikker.
Leverandør: Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde
Beskrivelse af indsatsen
Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde har under nedlukningen af Danmark uddelt mad- og aktivitetspakker til udsatte børnefamilier, som er særligt udfordrede på grund af coronakrisen, så de føler sig set og hjulpet igennem en svær tid.
Kasserne har ud over mad eller gavekort til mad indeholdt forskellige aktiviteter som kreative sysler, puslespil, brætspil, malebøger, Legoæsker og andre aktiviteter, børn og voksne kunne samles om som et positivt fælles tredje.
Mad- og aktivitetskasserne blev afleveret ved familiernes dør, så udbringningen gav også anledning til mange gode snakke i døråbningen om det, der er særligt svært under covid-19.
Vi udbød muligheden for mad- og aktivitetspakker til de familier, vi allerede har kontakt med i det familiestøttende arbejde, via sociale medier og den lokale presse generelt og uddelte 110 pakker i Aalborg og Brønderslev.
Aktiviteten har fundet sted i Kirkens Korshærs Familiestøttende arbejde i hele landet.
En erfaring, vi tager med videre, er om der er børn og unge, vi ikke når ud til og som vi med samarbejde med kommuner eller de lokale skoler kan række ud efter.
Ressourceforbruget har været medarbejdere og frivilliges timer på at pakke kasserne, udbringning og samtaler samt indkøb af mad, gavekort og ting til aktivitetskasserne.
Hvem har særligt brug for, at vi er der for dem
Socialt isolerede børn og unge, samt deres familier, som lever et liv uden solidt netværk omkring sig til at hjælpe, når udfordringerne presser sig på.
Det er børn og unge som vokser op i familier med skrøbelig økonomi, knappe ressourcer, fysisk og psykisk sygdom samt misbrugsproblematikker, der gør det nemt at falde udenfor samfundet.
Hvorfor er indsatsen vigtig
For at undgå yderligere social deroute og medvirke til at udsatte børn og unge får hjælp i en hverdag præget af konflikter, utryghed og ensomhed.
Den umiddelbare erfaring er at indsatsen har haft en effekt. Vi blev ved afleveringen af aktivitetspakkerne mødt af udsagn som: ”Tak fordi I er der for os – vi er allerede i gang med at spille ludo!” (sagt af pige på 14 år) og ”Jeg havde bare sådan brug for at snakke, for det er så svært!” (sagt af mor med 5 børn).
I takt med genåbningen
Afleveringen af mad- og aktivitetskasserne gav anledning til mange gode snakke om det, der er svært i den enkelte familie og med de enkelte børn, ligesom det gav os som hjælpeaktør mulighed for at byde familierne ind i sunde fællesskaber i form af ungdomsklub for ensomme unge, spisefællesskaber, café, udflugter, ture og arrangementer eller tilbyde vores hjælp og støtte i tiden, der kommer.
Mad- og aktivitetskasserne har været en mulighed for at vise udsatte børn, unge og familier, at vi er der for dem, når det brænder ekstra på, men også nu, hvor samfundet gradvist lukker op, og der skal samles op på de særlige udfordringer, tiden med nedlukning har budt på.
Kontakt
Lene Højland Laursen, Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde i Aalborg og Brønderslev, l.laursen@kirkenskorshaer.dk, tlf. 23 70 55 15.