Som behandler

Det pædagogiske personale kan motivere og give vejledning, men det er i sidste ende personen med udviklingshæmnings egen beslutning, hvilket forhold han eller hun vil have til alkohol. 

"Kan det virkelig være sandt, at mennesker med udviklingshæmning bliver alkoholikere? Er der ikke nogen, som holder øje med dem og sørger for, at det ikke sker?" Sådan kan man måske udlægge den umiddelbare reaktion, som mange har, når de hører om mennesker med udviklingshæmning, der har misbrugsproblemer. Men der er faktisk en del mennesker med udviklingshæmning, som udvikler alvorlige alkoholproblemer.

I modsætning til dengang, hvor mennesker med udviklingshæmning var anbragt i store centralinstitutioner, er der ingen, som uden videre 'kan sørge for', at de ikke bliver alkoholikere.

Mennesker med udviklingshæmning bestemmer selv, om de vil drikke

Personer med udviklingshæmning er borgere på linje med alle andre. Det pædagogiske personale - kontaktpædagoger, hjemmevejledere eller omsorgsassistenter - har ikke ret eller pligt til at bestemme, hvordan den enkelte skal leve sin tilværelse. Pædagogerne skal motivere og give vejledning, men det er i sidste ende en personlig beslutning, hvordan man vil leve sit liv. Også når det gælder forholdet til alkohol. 

Krav på professionel behandling

Forebyggelseskonsulenter og behandlere i alkoholbehandlingssystemet er en uundværlig del af indsatsen for mennesker med udviklingshæmning, der har alkoholproblemer. Det er her, ekspertisen og erfaringen med at motivere og skabe forandring blandt alkoholikere findes.

Mere viden

Læs mere her på siden og få et historisk blik på udviklingshæmning 

Læs mere her på siden om principper i dansk handicappolitik

Det professionelle samarbejde er afgørende for at opnå gode behandlingsresultater.
Hvis du som alkoholbehandler får en henvendelse fra borger med udvilingshæmning og misbrugsproblemer, er det vigtigt, at du undersøger behovet for inddragelse af personale i det bo- eller støttetilbud, som vedkommende er tilknyttet. 

Forskellige tilgange

Pædagoger/hjemmevejledere og alkoholbehandlere har forskellig faglig baggrund og tilgang. Og denne forskellighed er det vigtigt at være opmærksom på. Lidt forenklet kan man sige, at pædagoger i tilbud til mennesker med udviklingshæmning er procesorienterede (fokus på menneskelig udvikling, handicapkompensation/støtte), mens alkoholbehandlere er mål- og resultatorienterede (ophør af misbruget). Denne forskel i det faglige fokus må anerkendes af begge parter, hvis samarbejdet skal fungere.

Misbrugeren skal inddrages i samarbejdet

I de fleste tilfælde vil henvendelsen komme fra borgeren med misbrugsproblemer og pågældendes kontaktperson/kontaktpædagog. Men det kan også ske, at henvendelsen kun kommer fra fx kontaktpædagogen. Uanset hvordan henvendelsen sker, er det selvfølgelig vigtigt, at den, det drejer sig om - personen med udviklingshæmning og misbrug - er indforstået. Samarbejdet må ikke ske hen over hovedet eller 'bag ryggen' på misbrugeren.

Skab et formaliseret grundlag

Det professionelle samarbejde mellem pædagogen og alkoholbehandleren er også et samarbejde på tværs af sektorer - den sociale sektor og sundhedssektoren. For at skabe det bedste grundlag for det konkrete samarbejde er det en god idé at fastlægge nogle overordnede rammer, der beskriver roller og forventninger. En formel og skriftlig samarbejdsaftale mellem fx socialforvaltningen/handicapenheden og alkoholbehandlingsinstitutionen kan være en god løsning.

Afklar indbyrdes forventninger

Det er vigtigt at indlede samarbejdet med en omhyggelig afklaring af forventningerne forud for et konkret behandlingsforløb. Hvilke forventninger har pædagogen til alkoholbehandleren - og hvilke forventninger har alkoholbehandleren? Som behandler skal du insistere på, at din primære relation skal være til misbrugeren - kontaktpædagogen har først og fremmest en understøttende funktion, fx at muliggøre kommunikationen (en slags tolkefunktion).

Skab klarhed om mål og metoder

Der skal være tydelighed om mål og metoder, inden en indsats igangsættes. Denne fælles klarhed skal både være til stede hos klienten, kontaktpædagogen og behandleren. Er sigtet med indsatsen afholdenhed eller kontrolleret forbrug? Hvilke former for behandling/terapi kan komme på tale? Hvor lang tid forventes indsatsen at vare, hvor mange samtaler osv.

Vær opmærksom på medmisbrug

Kontaktpædagogen og evt. også andet personale, som har med misbrugeren med udviklingshæmning at gøre i det daglige, har risiko for at udvikle 'medmisbrug'. Alkoholbehandleren kan spille en vigtig rolle i forbindelse med synliggørelse af medmisbrug - og give kontaktpædagogen redskaber til at håndtere misbruget professionelt.

Formidling af viden om alkohol, misbrug og behandling

Pædagoger i diverse tilbud til mennesker med udviklingshæmning har som udgangspunkt ikke nogen nævneværdig viden om alkoholmisbrug. Som alkoholbehandler kan du derfor med fordel tage initiativ til en mere generel formidlingsindsats, som retter sig mod denne målgruppe. Formidlingen skal dels skabe større indsigt i misbrug, behandlingsmuligheder, forebyggelse osv., dels understøtte udviklingen af en fælles professionel holdning til alkohol. Formidlingen kan bl.a. ske ved mindre temadage eller lignende.

Formidling af viden om udviklingshæmmede

Pædagoger inden for handicapområdet er ofte i besiddelse af stor specialviden om udviklingshæmmede. Både den specifikke borgergruppe, som de arbejder med til daglig, og mere generelt. Som en del af opstarten på et samarbejde kan pædagoger formidle denne viden på en temadag eller lignende.

De tætte bånd mellem pædagog og person med udviklingshæmning gør, at der er risiko for såkaldt medafhængighed.

De fleste mennesker med udviklingshæmning har dagligt - eller næsten dagligt - kontakt til hjemmevejledere/pædagoger, som støtter dem i hverdagen. Der er naturligvis forskel på den måde, som støtten gives, men ofte udvikles der relativt tætte og personlige bånd mellem hjemmevejlederen og den personen med udviklingshæmning.

Især blandt personer med udviklingshæmning som bor i diverse kollektive boformer (bofællesskaber, opgangsfællesskaber eller mere institutionslignende botilbud), kan relationerne til personalet være tætte og næsten familielignende. Ganske som i almindelige familier er der risiko for såkaldt 'medafhængighed' eller 'medmisbrug'.

Behov for professionel hjælp

De tætte relationer er en af de vigtige grunde til, at det er nødvendigt at involvere en professionel alkoholbehandler. Erfaringer viser, at personalet kan blive en del det komplekse psykologiske drama, som ofte udspiller sig i relation til alkoholikeren. Uden hjælp ude fra kan det være vanskeligt at håndtere misbruget professionelt. Medmisbrug kan også opstå blandt pårørende og borgere.

Motiverende samtaler, kontraktbehandling og gruppebehandling er behandlingsformer, der har fungeret godt for udviklingshæmmede med alkoholproblemer.

Udviklingshæmmede med alvorlige alkoholproblemer kan godt have gavn af en behandlingsindsats, hvor professionelle alkoholbehandlere medvirker. Men der skal ske tilpasninger af alkoholbehandlerens standardkoncept. Udviklingshæmmede kan eksempelvis have vanskeligheder med at gennemgå en meget omfattende visitationsprocedure. Det betyder imidlertid ikke, at der er grundlag for generelt at dømme udviklingshæmmede 'uegnede til behandling'. Motiverende samtaler, kontraktbehandling og gruppebehandling har fungeret godt.

Motiverende samtaler

Nogle udviklingshæmmede vil kunne drage nytte af motiverende samtaler med en misbrugsbehandler. Der er flere vigtige fordele ved at inddrage misbrugsbehandleren i de motiverende samtaler. For det første har behandleren omfattende erfaring med sådanne samtaler. For det andet er misbrugsbehandleren ikke en del af de daglige relationer og handlingsmønstre mellem pædagogen og den udviklingshæmmede. Formålet er at motivere og stimulere patienten til selv at overveje og formulere dilemmaet mellem faktisk og ønsket adfærd. Derved skabes grundlag for, at misbrugeren selv træffer en beslutning om at gennemføre ændringer af adfærd.

Kontraktbehandling

Kontraktbehandling har været afprøvet med gode resultater i udviklingsprojektet. I kontraktbehandling opstiller man i et samarbejde mellem patienten, alkoholbehandleren og eventuelt pædagogen nogle klare mål. Man beskriver den adfærd, der forventes af både behandleren og patienten. Misbrugeren er selv med til at udforme og fastlægge behandlingen, ligesom han også er ansvarlig for, at det aftalte behandlingsforløb bliver overholdt.

Der udarbejdes en skriftlig kontrakt, som gør det lettere at strukturere og fastholde behandlingsforløbet. Formålet er at skabe et godt samarbejde, der involverer og virker selvmotiverende. Metoden kan tillige være en hjælp for pædagogen til at fastholde fokus på den udviklingshæmmedes selvmotivering frem for på kontrol.

Gruppebehandling

I gruppebehandling har den enkelte patient mulighed for at spejle sig i andres erfaringer og for at møde mennesker, som befinder sig i samme situation som dem selv. Gruppens medlemmer støtter hinanden gensidigt, og alkoholbehandleren understøtter dialogen i gruppen.

Et vigtigt element i behandlingen er at fokusere og holde fast i de små fremskridt. Den enkelte deltager har mulighed for at byde ind med egne historier/episoder, som han vil dele med de andre. Erfaringer peger på, at en meget konkret tilgang gør det nemmere at reflektere over misbrugets fysiske, psykiske og sociale konsekvenser.

Når gruppen undervises i alkoholens konsekvenser, fik deltageren fx mulighed for at måle blodtryk og puste i et alkometer for bedre at forstå, hvad alkoholen gør ved kroppen. Gruppebehandlingen blev gennemført i et tæt samarbejde mellem alkoholbehandlere og pædagoger i det støttecenter, som til daglig ydede socialpædagogisk bistand til gruppens medlemmer. Samarbejdet omfattende både tilrettelæggelsen og gennemførelsen af forløbet.

Antabus

Relativt mange personer med udviklingshæmning og alkoholproblemer, får antabus via egen praktiserende læge. Antabus bør imidlertid udgøre en støtte til en egentlig behandlingsindsats, og ikke det eneste element i indsatsen.

Antabus kan især være en god idé som støtte til personens bestræbelser på at forblive ædru, mens der samtidigt arbejdes med andre behandlingsformer eller andre måder at motivere den pågældende til at lade være med at drikke.

Det er vigtigt, at administrationen af antabus ikke overlades til pågældendes kontaktpædagog. Hvis dette sker, er der risiko for, at man understøtter en negativ relation mellem pædagogen og misbrugeren præget af kontrol og overvågning. Hvis antabus indgår som et led i behandlingen, bør administrationen så vidt muligt varetages af dig som alkoholbehandler eller anden mere ekstern part.

Mange mennesker med udviklingshæmning mangler viden om konsekvenser af alkoholbrug. Derfor er det vigtigt at have fokus på forebyggelse.

Langt de fleste personer med udviklingshæmning har et naturligt og harmløst forhold til alkohol. Som i resten af befolkningen er det store flertal slet ikke er i nærheden af noget, der ligner et alkoholmisbrug. Alligevel er der grund til at overveje, om den nuværende forebyggelsesindsats er god nok.

Mange mennesker med udviklinghæmning har aldrig fået den generelle information om alkohol, som de fleste andre danskere har modtaget gennem diverse forebyggelsesindsatser - i folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser osv. Derfor er det oplagt, at du som alkoholbehandler, forebyggelseskonsulent eller lignende stiller dig til rådighed i forbindelse med konkrete forebyggelsesinitiativer med fokus på alkoholkultur og alkoholmisbrug i bo- og støttetilbud for personer med udviklingshæmning. Initiativerne skal kommunikativt og formidlingsmæssigt være målrettet personer med udviklingshæmning. Men derudover skal fokus være på generelle temaer som fx gode alkoholvaner, alkoholens skadevirkninger, risikoen for misbrug osv.

Gode råd til oplysningsarbejdet

Gør oplysning om alkohol og misbrug til en del af det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde - også hvor ingen har et misbrug.

Sørg for at inddrage beboerne/brugerne selv i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af indsatsen.
Undlad så vidt muligt at tage udgangspunkt i uheldige episoder med alkohol, så ingen føler sig som misbruger eller boykotter oplysningen.

Undgå moralisering som kan medføre, at en person med misbrugsproblemer vil føle, at personalet tager afstand fra ham, hvis han ønsker at snakke om sit misbrug.

Overvej hvordan I kan gøre det legalt at tale om alkohol og misbrug, og vær til rådighed for spørgsmål og bekymringer angående alkohol og misbrug.

Konkrete spørgsmål

Tag udgangspunkt i enkle og konkrete spørgsmål, når I sætter alkohol og alkoholvaner på dagsordenen. Spørgsmålene gør det ufarligt at tale om alkohol, da de bliver stillet til alle. Der er ikke tale om et interview eller et forhør, men om nogle emner for en fælles dialog mellem personale og beboere - og beboerne imellem.

De spørgsmål, som med held er blevet brugt i en sådan dialog, er meget enkle:

• Har du prøvet at drikke alkohol?
• Har du prøvet at være fuld? Hvordan var det?
• Har du oplevet andre være fulde? Hvordan var det?
• Hvad synes du er godt ved at drikke?
• Hvad synes du er dårligt ved at drikke?
• Hvad vil det sige at være alkoholiker?
• Hvad kan være farligt ved at drikke? Hvad gør det ved kroppen?
• Ved du, hvor man kan få hjælp, hvis man har alkoholproblemer (drikker for meget) - eller kender nogen, der har alkoholproblemer?

For nogle personer med udviklingshæmning vil spørgsmålene være for abstrakte og ukonkrete. Her vil der være brug for, at spørgsmålene suppleres med billeder og konkreter.

Dialogspil (alkoholspil)

Et dialog- eller alkoholspil går ud på at sætte en dialog i gang med afsæt i oplæste kort med påstande om alkohol og alkoholrelaterede problemstillinger.

Spillet fremmer en åben dialog om alkohol mellem deltagerne uden irettesættelse og moralisering fra pædagoger og forældre/pårørende. Det kan være en fordel at gentage spillet med jævne mellemrum.

Påstandene på kortene skal være tilrettet målgruppens kommunikationsniveau. Teksten skal formuleres enkelt og konkret, men må gerne være provokerende og overraskende. Man kan udvikle spillet yderligere ved at sætte billeder eller symboler på kortene.

Temadage om alkohol

Alkoholkultur og -misbrug er et oplagt emne at tage op på en temadag i bofællesskaber, på værksteder eller caféer for mennesker med udviklinghæmning.

Temadagen kan arrangeres i et tæt samarbejde mellem et par af beboerne/brugerne og pædagogerne i tilbuddet samt dig som alkoholbehandler, konsulent fra kommunens sundhedsafdeling eller lignende. På den måde bliver temadagen præget af alkohol-/misbrugsfaglig viden og erfaring.

Sørg for at snakken tager udgangspunkt i deltagernes egne forestillinger eller selvoplevede erfaringer med drikke eller beruselse. Tal om gode og dårlige bivirkninger, når man drikker alkohol. Hvad der kan ske med ens opførsel og kroppens reaktion, hvis man drikker for meget.

For at gøre dialogen så konkret som mulig kan man fx sammenligne almindelige øl med juleøl og 'sprutsodavand' (Breezere). Promiller kan virke lidt tekniske, men de kan være med til at vise, hvad der sker, når man drikker mange øl (eller sprutsodavand) på én gang - og at der er forskel på, hvor meget vi hver især kan tåle at drikke.

Erfaringen med denne form for formidling til personer med udviklingshæmning er, at det giver en god og ligeværdig dialog. Den medvirker blandt andet til, at personer med udviklingshæmning selv kommer på banen med egne historier og eksempler. En mere generel erfaring er, at budskaberne skal gentages med korte tidsintervaller, og at de er nemmere at huske, hvis de relateres til egen hverdag.

Alkoholpolitik i botilbud

Pædagogerne i et botilbud kan ikke nedlægge forbud mod alkohol eller beslutte en egentlig alkoholpolitik. Botilbuddet er beboernes eget hjem, og derfor er det problematisk med egentlige politikker. Men det kan være relevant at igangsætte en proces i samarbejde med beboerne, hvor beboerne selv formulerer sig om 'de fælles regler', de mener, der bør være for alkohol i botilbuddet.

I arbejdet med 'de fælles regler' i et bofællesskab, et opgangsfællesskab eller andre former for botilbud er der nogle særlige hensyn, som man skal være opmærksom på. På den ene side skal man hjælpe og beskytte beboere, som føler sig generet eller utrygge, hvis en af de andre beboere ofte drikker sig fuld. På den anden side er det også vigtigt at sikre den enkeltes ret til selvbestemmelse og privatliv i sit eget hjem. Det kan være en vanskelig balancegang, hvor man også skal passe på ikke at komme til at overreagere.

Alkoholpolitik på arbejdspladsen

En alkoholpolitik på arbejdspladsen er langt mere enkelt. Nogle beskyttede værksteder og andre arbejdspladser har allerede en alkoholpolitik, og her er linjen, at arbejde og alkohol ikke hører sammen. I klubber og lignende, hvor der kommer unge mennesker med udviklingshæmning, vil det også være naturligt, at man sammen med medlemmerne forholder sig til alkohol og formulerer nogle fælles rammer.

Det er vigtigt for ejerskabet til alkoholpolitikken, at de personer, der skal være omfattet af den, inddrages i selve tilblivelsesprocessen. På et stort beskyttet værksted blev alkoholpolitikken til gennem en fælles arbejdsproces for medarbejdere og personale. Man startede med fyraftensmøder, hvor en misbrugsbehandler fortalte om alkohol, misbrug mv. Herefter blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra medarbejdere og personale, der havde til opgave at udarbejde et udkast til en alkoholpolitik. Arbejdsgruppens udkast blev drøftet i værkstedets forskellige grupper, inden det blev endelig vedtaget i værkstedets brugerråd og MIO/samarbejdsudvalg.

Erfaringsudveksling med ligesindede 

Personer med udviklingshæmning, der med udgangspunkt i egne erfaringer og ressourcer indgår som videns- og ressourcepersoner i det forebyggende oplysningsarbejde, er et godt supplement til den professionelle vejledning.

I forbindelse med udviklingsprojektet er otte personer med udviklingshæmning blevet rustet til at kunne rådgive andre udviklingshæmmede om alkohol og dens skadevirkninger. Gruppen gennemgik et uddannelsesforløb med fokus på konkret viden om alkohol samt teknikker i god formidling. Tankegangen er, at den bedste formidling sker ved, at ligestillede formidler til ligestillede.