Spørgeskema - Inden vi afslutter

Dette redskab har til formål at give barnet eller den unge mulighed for at give børne- og ungerådgiveren feedback på, hvordan barnet eller den unge har oplevet et konkret møde. Herunder, om barnet eller den unge har oplevet at blive lyttet til, fik mulighed for at sige sin mening, og ved, hvad der skal ske fremadrettet.

Redskabets funktion

Redskabet er et kort spørgeskema, som barnet eller den unge besvarer, og derved fortæller om sin oplevelse af mødet med børne- og ungerådgiveren. Barnet eller den unges feedback kan give anledning til, at børne- og ungerådgiveren forholder sig mere nysgerrigt til barnets eller den unges perspektiv. Det kan også give anledning til at præcisere det, der er drøftet på mødet, for barnet eller den unge. Barnets eller den unges feedback kan desuden give børne- og ungerådgiveren vigtig viden om opmærksomhedspunkter til næste møde med barnet eller den unge. 

Hvordan anvendes redskabet?

Redskabet kan anvendes ved afslutningen af mødet mellem barnet eller den unge og børne- og rådgiveren. Rådgiveren præsenterer redskabet og giver mulighed for, at barnet eller den unge kan besvare spørgsmålene. Besvarelserne gennemgås herefter sammen med barnet eller den unge. Det gøres for, at barnet eller den unge har mulighed for at sætte ord på sine oplevelser af mødet, og for, at rådgiveren kan uddybe mødets indhold – eksempelvis hvis der er noget, som barnet eller den unge ikke har forstået, eller hvis barnet eller den unge oplever ikke at vide, hvad der nu skal ske.

Det er vigtigt, at børne- og ungerådgiverne er nysgerrig på og spørger ind til, hvorfor barnet eller den unge har scoret, som barnet eller den unge har. Dette styrker barnet og den unges oplevelse af inddragelse og understøtter børne- og ungerådgiverens læring og bevidsthed om, hvad der fungerede godt, og hvad der kan blive bedre til næste møde med barnet eller den unge.En systematisk anvendelse kan fx gøre børne- og ungerådgiveren klogere på blinde vinkler i sin kommunikation, adfærd og væremåde.

Der bør være opmærksomhed på, at nogle børn og unge kan finde det svært at skulle give direkte feedback til en person, som er i rummet sammen med dem. Nogle børn og unge kan fx være nervøse for, at børne- og ungerådgiveren vil opleve det som kritik. Det er derfor væsentligt, at børne- og ungerådgiveren italesætter dette dilemma med fokus på, at det er vigtigt for børne- og ungerådgiveren at få feedbacken for at sikre fælles forståelse af mødet samt mulighed for at kunne forberede næste møde med barnet eller den unge, så det bliver så godt som muligt.

Det kan være nødvendigt at tilpasse skemaet til det enkelte barn eller ung samt den kontekst, det anvendes i.

Inden vi afslutter

Hent et eksempel på redskabet her

Her kan du downloade et eksempel på redskabet, som du kan tilpasse til barnet eller den unge og den situation, som redskabet skal anvende i. 

Hent et eksempel på redskabet med smiley her (PDF) 

Hent et eksempel på redskabet med skala her (PDF)

Hent vejledningen til redskabet her (PDF)

Spørgeskemaet er udarbejdet med inspiration fra Hub na nÓg – Young Voices in Decision-making.

Kontakt

Louise Lau Justesen
Fuldmægtig