Udsatte børn og unge lykkes i mindre grad i grundskolen sammenlignet med jævnaldrende i en ikke-udsat position. Forskning peger på, at anbragte børns kognitive evner er lige så gode som deres jævnaldrendes, men at de præsterer under deres niveau. Årsagen er ikke entydig, men forskningen kan pege på en række betydningsfulde forhold:
- Der kan være antagelser om, at faglig udvikling hos barnet først kan ske, når barnet er i trivsel.
- Der er risiko for, at anbragte børn og unges begavelse bliver undervurderet, og det fører til lave forventninger og krav til børnenes faglige udvikling.
- Anbragte børn og unge har ofte perioder, hvor de ikke har et skoletilbud, fordi de venter på et egnet skoletilbud i forbindelse med anbringelsen eller ved skift af anbringelsessted. Disse skolepauser sætter dem tilbage fagligt og socialt.
- Der mangler sammenhæng mellem barnets skole og hjem, og det tværfaglige samarbejde mellem aktører i barnets hverdagsliv er ofte ikke tilstrækkeligt velfungerende.
- Ressourcer hos forældre og relevante civilsamfundsaktører inddrages i for lav grad.