Mimik, kropssprog, sprogets rytme og melodi er alle vigtige dele af vores kommunikation. Men uden syn og hørelse er kommunikationsudviklingen truet. Sansetabet gør, at du går glip af mange elementer i den mellemmenneskelige kommunikation. Det kræver en helt særlig indsats.
De fleste mennesker med medfødt døvblindhed oplever verden gennem kroppen. En kropslig udtryksform er derfor helt naturlig. Udtrykkene baseres på sanseindtryk på kroppen og gerne i et følelsesmæssigt samspil med en anden person. Vi viser fx ofte et svømmetag, når vi taler om svømning, men for et menneske med medfødt døvblindhed giver det måske mere mening at vise et tryk på overarmen, der hvor svømmevingen strammer om armen.
Personer med medfødt døvblindhed er totalt afhængige af, at deres nære kommunikationspartnere prøver at forstå verden ud fra deres perspektiv. Det indebærer, at kommunikationspartnerne i samværet er nødt til at være kropslige og ikke er bange for berøring.
Det er vigtigt at forstå, at for et menneske med medfødt døvblindhed kan en anden person, som er længere væk end en armslængde, være ’helt ude af syne’ eller væk, ligesom det sjældent er muligt for en kommunikationspartner at være i samtale med mere end en person med medfødt døvblindhed ad gangen. At give en fælles-besked i en skoleklasse eller i andre sammenhænge er altså ikke en mulighed.
Hvordan udvikles kommunikation?
Personer med medfødt døvblindhed udvikler kommunikation på samme måde som alle andre, men det ser helt anderledes ud, fordi det er andre sanser end syn og hørelse, som tages i brug.
Gennem leg og rutineprægede aktiviteter bliver den grundlæggende kontakt og socialt samspil etableret. Det, at kunne dele noget med nogen og have tillid og opmærksomhed mod andre, er grundlæggende for udviklingen af kommunikation. Et barn uden sansetab udvikler tillid og opmærksomhed mod andre via synet, hørelsen, bevægelser, berøring, lugt og smag. For at børn med medfødt døvblindhed skal opnå tillid og opmærksomhed mod andre, må de kunne mærke den anden via berøring. Kommunikation ved hjælp af berøring kaldes ’taktil kommunikation’.
Taktil kommunikation
De fleste mennesker med medfødt døvblindhed oplever verden via kroppen. De vil derfor i høj grad også udtrykke sig kropsligt/taktilt.
Kommer du ind i et nyt lokale, vil du hurtigt ved hjælp af dit syn og hørelse se dig omkring og danne et billede af, hvordan der ser ud. Når en person med medfødt døvblindhed skal orientere sig et nyt sted, sker det ved hjælp af berøring og bevægelse. Hele rummet skal mærkes. Det tager meget lang tid og ser meget anderledes ud. Udvikling af sociale relationer, begrebsdannelse og mening i kommunikative relationer vil også være afhængig af bevægelse og berøring. Også her er tidsperspektivet en væsentlig faktor.
Det at sanse verden og være i verden på en kropslig måde, stiller store krav både til personen med døvblindhed og til omgivelserne. Taktil kommunikation, eventuelt kombineret med støtte af brugbare syns- og hørerester, er derfor den kommunikationsform, døvblindes kommunikationspartnere må benytte.
For pårørende til mennesker med medfødt døvblindhed og for alle som er omkring den døvblinde (dag/døgntilbud, skole, børnehave mv) er det helt afgørende at forstå den døvblindes kommunikative udvikling.
Nedenfor præsenterer vi en række punkter, som er væsentlige at forstå i samværet med mennesker med medfødt døvblindhed.
Krævende kropslig udtryksform
De fleste personer med medfødt døvblindhed har en kropslig/taktil udtryksform. Det betyder, at de bruger krop og hænder, både når de udtrykker noget selv, og når de aflæser, hvad deres kommunikationspartner udtrykker. De kropslige udtryk stammer ofte fra egne kropslige eller følelsesmæssige oplevelser. Man siger, at kropslige eller følelsesmæssige indtryk sætter spor eller aftryk, som derefter kan blive til udtryk.
For at forstå, hvad personen med medfødt døvblindhed udtrykker med bevægelser og tegn, er du ofte nødt til at vide, i hvilken sammenhæng udtrykkene er opstået. Det kræver enten, at du selv har været til stede i situationen og har observeret, hvad der kan have gjort indtryk, eller at den kommunikationspartner, som i situationen har været sammen med den døvblindfødte, kan formidle sine observationer og antagelser videre.
Mennesker med medfødt døvblindhed lærer altså ofte nye færdigheder via berøring, men det kræver meget mere tid og mere energi, end når syn og hørelse anvendes. Den tid, der skal bruges til både at opfatte, forstå og lagre oplevelser, er meget vanskelig for seende og hørende partnere fuldt ud at forstå og respektere. Der er derfor stor risiko for, at personer med døvblindhed oplever, at mange situationer er fyldt med stress og fragmentarisk information. Det hæmmer læringen.
Kommunikationspartneren må have viden og konstant vise omtanke for at være i stand til at give den tid, det fx tager at få overblik over et rum, et objekt eller en oplevelse. Via de kropslige sanser må personen med medfødt døvblindhed stykke sanseindtrykket sammen for at danne en helhed. Det kræver tid, mange repetitioner og en god hukommelse.
Taktil kompetence hos partneren
At være en kompetent taktil kommunikationspartner er uhyre krævende, men samtidig er det essensen i partnerkompetencen. En taktil partner skal både forstå, hvordan den enkelte døvblinde oplever og forstår sin omverden gennem kropssanserne, og partneren skal også selv kunne optræde kropsligt på en naturlig og flydende måde.
Det betyder, at partneren skal kunne udveksle følelser og kommunikative udtryk med krop og hænder og kunne forudsige, hvilke oplevelser, der kan være interessante for kropssanserne og for den enkelte døvblinde. Hvis partneren mestrer dette, skaber det mulighed for senere at kunne dele oplevelsen med den døvblinde partner.
Det kræver viden om døvblindhed og kommunikation at være en kompetent kommunikationspartner samt gode færdigheder i taktil kommunikation og tegnsprog. Al kursus og vejledning til familier og personale har derfor fokus på dette område.
Sproglig kommunikation
Når socialt samspil (den proces hvor to personer gensidigt påvirker hinandens handlinger) er etableret, vil kommunikationspartneren ofte forsøge at sætte tegn eller ord på det, personen med medfødt døvblindhed bliver opmærksom på. Her spiller den døvblindfødtes sansemæssige muligheder en afgørende rolle for, hvilke kommunikationsformer, partneren skal anvende.
For mange med medfødt døvblindhed forbliver de kropslige gestusser den væsentligste kommunikationsform, mens andre i større eller mindre grad anvender konventionelle sproglige elementer. Afgørende for i hvilken udstrækning den døvblinde udvikler sine kommunikative kompetencer er dels den døvblindes sansemæssige og kognitive kapaciteter, dels partnerkompetencen hos de personer, den døvblinde møder i sit liv.
Brug af gestusser
Alle mennesker bruger, mere eller mindre bevidst, sin krop som udtryksmiddel. Som seende og hørende er disse gestusser et supplement eller en understregning af det, du siger med ord.
Hos personer med medfødt døvblindhed, spiller gestussene også en væsentlig rolle. De kan være en konkret udpegning på kroppen, hvor vedkommende har mærket noget og derved henviser til ’det jeg mærkede her’ eller de kan være en symbolsk repræsentation for noget.
Det er vigtigt, at kommunikationspartneren ikke kun ser på disse bevægelser og udpegninger, som fagter uden betydning, men som et sprogligt udtryk for noget, der har mening for personen med medfødt døvblindhed og som han/hun vil dele med kommunikationspartneren.
Lav læsbarhed
Det er nødvendigt for døvblindes kommunikationspartnere, at de er i stand til at forstå verden i et ’døvblindeperspektiv’. På den måde vil kommunikationspartneren blive bedre i stand til at aflæse og forstå den døvblinde.
Som seende/hørende forstår vi umiddelbart et seende/hørende barns kommunikation. Den virker genkendelig, og vi opfatter den som meningsfuld. Vi har ikke den samme umiddelbare forståelse for døvblindfødte menneskers kommunikation. Vi bliver usikre og er ikke i stand til at opdage, aflæse og forstå den døvblindes måde at agere og udtrykke sig på. En konsekvens af medfødt døvblindhed er lav læsbarhed. Det vil sige, at vi har vanskeligt ved at ’læse’ personer med medfødt døvblindhed.
Øjenkontakt er et typisk eksempel på fejlopfattelser i kommunikationen med mennesker der er døvblindfødte. En person med omfattende synsnedsættelse vil ikke nødvendigvis rette sine øjne mod den person, han/hun er sammen med. Det kan af seende personer hurtigt opfattes som en afvisning.