SIBS-gruppelederuddannelse dec. 2024

Kom på SIBS-gruppelederuddannelse med dine kolleger og vær med til at understøtte trivslen for søskende til børn og unge, der har et handicap.

Deltagerkreds: Uddannelsen henvender sig til fagprofessionelle, som arbejder med børn, fx psykologer, pædagoger, lærere, terapeuter, socialrådgivere, syge- eller sundhedsplejersker, SOSU-uddannede el., samt personer, der arbejder med børn som fx sagsbehandler og pædagogmedhjælper. 


Det kan være svært at være søster eller bror til et barn med handicap eller andre udfordringer. Forskning viser, at søskende til børn med handicap er lidt mindre robuste end andre børn og i øget risiko for at udvikle angst og depression og få adfærdsvanskeligheder som aggression og udadreagerende adfærd.

Det kan der være mange årsager til. Men ofte er hverdagen mere presset end i andre familier, og bekymringer og tanker om det barn, der har funktionsnedsættelsen, kan fylde meget hos både forældre og søskende og fx give anledning til svære følelser.

Social- og Boligstyrelsen tilbyder nu fagpersoner på børn- og ungeområdet mulighed for at uddanne sig til gruppeleder i indsatsen SIBS. Uddannelsen giver kompetencer til, at deltagerne - sammen med uddannede gruppelederkolleger - kan gennemføre den manualbaserede indsats, der har vist gode resultater i Norge, hvor den oprindelig er udviklet.

Uddannelsen er gratis og foregår over to dage i december 2024.

Kriterier

For at kunne deltage på uddannelsen, og efterfølgende udføre indsatsen i praksis, skal den interesserede kommune/region/civilsamfundsorganisation opfylde følgende:

  • Det skal være godkendt på ledelsesniveau at medarbejderne deltager
  • Alle deltagere skal have en relevant faglig baggrund, fx som psykolog, pædagog, terapeut, socialrådgiver, syge- eller sundhedsplejerske, lærer, SOSU-uddannet eller lignende.
  • Det er centralt, at man fra sit arbejdsliv har en grundlæggende forståelse for børns virkelighed og perspektiver.
  • Der skal minimum deltage to medarbejdere fra samme organisation. Det anbefales, men er ikke et krav, at minimum fire medarbejdere fra samme kommune, ansættelsessted i region eller civilsamfundsorganisation, skal deltage i gruppelederuddannelsen, da det muliggør at man kan køre børne- og forældresessioner samtidig.

Om uddannelsen

Uddannelsen til gruppeleder foregår over to dage fra kl. 9-15.30 begge dage og indeholder en blanding af oplæg og praksisøvelser i grupper. Forud for uddannelsen gennemføres et kort, forberedende netkursus, ligesom der på årlig basis tages et kortere, online genopfriskningskursus.

Uddannelsen udbydes i København (5.-6. december 2024) og Aarhus (12.-13. december 2024). Udgifter til overnatning på konferencestedet dækkes, hvis der er behov for overnatning. Der er maks. plads til 30 personer på uddannelsen.

Undervisningen foregår på engelsk med dansk undervisningsmateriale.

Man hører inden for en uge, om man har fået plads.

Tilmeldingen foregår hos den norske leverandør Frambu via links nedenfor:

Tilmelding til uddannelsen i København
Frist: 28. november

Tilmelding til uddannelsen i Aarhus
Frist: 29. november

Om indsatsen

SIBS er en forkortelse for siblings, det engelske ord for søskende. Indsatsen er udviklet som et forebyggende tiltag til børn i alderen 8 - 16 år, som har en bror eller søster med handicap, og deres forældre. Indsatsen er også egnet til søskende til børn med andre udfordringer, fx angst, spiseforstyrrelser og somatisk sygdom.

Kontakt

Helle Thusing Nilsson
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her