Når mennesker med multiple funktionsnedsættelser ikke kan tale, kan man også ofte komme i tvivl om, hvor meget de forstår. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en persons sprogforståelse (impressive sprog) ofte kan være betydeligt bedre end personens ekspressive sprog.
Mange mennesker med multiple funktionsnedsættelser forstår udmærket talesprog, selvom de ikke kan udtrykke sig med tale.
En relationistisk kommunikationsforståelse
Udvikling af kommunikation bør, i forhold til mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog, forstås relationistisk. Det vil sige "som en fælles skabelse af mening", hvor begge parter byder ind og har betydning for den fælles dialog: Vi fortæller hinanden, hvad vi synes om hinanden, og om det, der foregår i den konkrete situation. Vi deler vores følelser, oplevelser, tanker, synspunkter, drømme, ønsker eller behov med hinanden. Og vi forhandler og skaber mening undervejs i processen.
Kommunikationen kommer dermed til at afspejle parternes forudsætninger og erfaringer samt deres relation til hinanden og den konkrete situation.
En relationistisk forståelse af kommunikation adskiller sig fra en mere snæver kommunikationsforståelse, hvor man primært ser kommunikation som en evne eller en færdighed hos den enkelte i at overføre færdige meddelelser til en modtager via bestemte sproglige koder.
Spædbarnet
Fra spædbarnsforskningen inden for det nye spædbarnsparadigme ved vi, at det lille barn fødes parat til at indgå i kommunikation med sine omgivelser.
Når forældrene tolker deres barns lyde, mimik og bevægelser, prøver de at forstå, hvad det er, at barnet vil fortælle dem, og de svarer og reagerer på det. De opfatter helt naturligt deres lille barn som kommunikerende, og på den måde udvikler de deres kommunikation med hinanden.
Sproget udvikles gennem samspil og fælles aktiviteter, og udgangspunktet for dette er barnets eget udtryk, som besvares og gøres meningsfuldt. Det samme gør sig gældende for kommunikationen med barnet med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog.
Indsatser i forhold til kommunikation
Mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog kommunikerer også, og de har de samme grundlæggende behov for at deltage i fælles aktiviteter, samspil og kommunikation som andre. Men deres kommunikation kan se anderledes ud og have sværere vilkår for at udvikle sig end hos andre - derfor kan det være nødvendigt med en særlig indsats.
Indsatser i forhold til kommunikation for mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog handler ikke om mekanisk optræning af den enkelte i bestemte kommunikationsfærdigheder, som man mener, at han eller hun mangler. Det handler derimod om at se på, hvordan man bedst kan støtte og udvide kommunikationsmulighederne i de betydningsfulde relationer og sammenhænge, så personen kan blive en aktiv deltager i det sociale liv. Her skal en grundig udredning til.
En udredning vil vise, om indsatsen bør rette sig mod at gøre omgivelserne bedre til at se, tolke, besvare og nuancere personens udtryksmåder. Eller om indsatsen bør rette sig mod at hjælpe personen og samtalepartnere til at bruge forskellige udtryksmåder, strategier eller kommunikationshjælpemidler i deres kommunikation.
Kommunikationsudredning og metoder til udredning
Hvordan udvikles sproget?
Spontane og umiddelbare kropslige reaktioner og udtryk er forløbere for mere eksplicit kommunikation og brug af sprog. De er fundamentet for alt meningsfuldt socialt liv, al samhandling og forståelse - og er i sig selv en meningsfuld måde at tænke på.
Sproget udvikles gennem samspil og kommunikation med vores omgivelser. Det sker helt fra livets begyndelse, hvor barnets forældre reagerer på barnets spontane udtryk som kropssprog, lyde og mimik. Herved får barnets udtryk en social og kulturel betydning. Disse betydninger er ikke givet på forhånd, men dannes i samspillet og gennem fælles handlinger.
Udtrykkene udvikler sig gennem samhandling og kommunikation til at blive mere avancerede sproglige udtryk som fx pegegestus og senere ord. Barnet lærer sig også nye sproglige udtryk ved at opleve dem anvendt i social samhandling og ved selv at prøve at bruge dem og indgå i en forhandling om deres betydning.
Samspillet mellem barnet og de voksne er forudsætningen for, at barnets spontane udtryk bliver til sproglige betydninger, som barnet kan bruge på en viljestyret måde.
Sproget og det sociale liv
Sprog er noget, man har fælles og deler med mindst én anden person - ellers er det ikke et socialt sprog. Vi bruger sproglige udtryk til at skabe fælles mening. Brug af sproglige udtryk muliggøres af, at vi har noget til fælles. Fælles handlinger, fælles omgivelser, fælles perspektiv på hændelser, fælles vurdering af forhold i omverdenen, som giver os fælles erfaringer og en fælles kultur.
Det vil altid være fælles handlinger og erfaringer, der går forud for sproget. På denne måde er sproget uløseligt knyttet sammen med det sociale liv. Der er ikke genveje til sprog udenom social samhandling. Denne deling af det fælles foregår og bekræftes måske bedst på et følelsesmæssigt plan og starter tidligt i spædbarnsalderen
Sproglige udtryk kan være snævre, forstået på den måde, at de kun bruges kortvarigt, at de kun bruges i helt bestemte sammenhænge, eller at de kun bruges med en eller ganske få personer. Måske kan det være en kropslig bevægelse i en hel bestemt leg med en helt bestemt person, som betyder "igen", eller som foreslår en variation af legen.
Brug af symbolsk kommunikation
Brug af symbolsk kommunikation tilføjer et betydningsfuldt lag til sproget. Brug af symboler gør det muligt for mennesker at tænke på eller tale om fænomener i omverdenen, selvom de ikke er til stede eller foregår her og nu.
Et symbol vækker en forestilling, som kan holdes i bevidstheden. Symboler er abstrakte, og deres betydning er forhandlet og delt af dem, som anvender dem.
Nogle symboler kan kun anvendes med et begrænset antal kommunikationspartnere, da deres betydning er forhandlet frem i en afgrænset kontekst. Et eksempel er personlige tegn. Ikke desto mindre er de symbolske i deres karakter, da de gør det muligt at tale om noget, som ikke umiddelbart er til stede.
Andre symboler er mere bredt generaliserede og autoriserede og kendes af mange mennesker.
Symboler kan have forskellige former. Mest almindeligt er brug af talte eller skrevne ord. Men hvis man ikke kan tale eller skrive, findes der en række andre symbolske udtryksmåder. Eksempler herpå er konkreter, personlige tegn, tegnsprogstegn, fotos, grafiske symboler eller ord indtalt på talemaskiner/talecomputere.