Temaforløb: Autisme, stress og belastning

Voksne med autisme kan let blive overvældede af krav, forventninger og indtryk, hvilket kan give stress og belastningsreaktioner. VISO tilbyder temaforløb med fokus på praksisnære redskaber, som fagpersoner kan bruge til at forebygge og håndtere stress og belastninger og fremme trivsel hos målgruppen.

Temaforløbet handler om stress og belastningsreaktioner hos voksne, der har autisme, og som er normalt begavede. Forløbet bidrager med viden om de særlige udfordringer, som hverdagen kan bringe for mennesker med autisme, og hvilken betydning dette kan få for den enkeltes mulighed for trivsel og udvikling.

I forløbet gives en kort introduktion til autismespekteret og en række af de omstændigheder, som bidrager til at skabe sårbarhed over for stress og belastning, samt indblik i metoder og tilgange til at forebygge og håndtere stress og belastning og fremme trivsel for den enkelte.

Der veksles mellem undervisning og korte øvelser, som understøtter den faglige refleksion i forhold til praksis.

Formålet er at øge deltagernes viden og forståelse af dette område og give inspiration til, hvordan man kan samarbejde med og omkring den enkelte borger.

Temaforløbet henvender sig til pædagogisk personale/udfører og myndighedsrådgivere.

Beskrivelse af sessionerne

Indhold:

Denne session vil give en introduktion til autismeområdet, som vil danne grundlag for forståelsen af problematikker omkring autisme, stress og belastningssymptomer. Den diagnostiske udvikling, herunder den nuværende diagnose, vil blive gennemgået. Herudover vil der være fokus på:  

  • Myter og stereotyper vedrørende autismeområdet
  • AutismeProfilen
  • Psykologiske forklaringsmodeller
  • De oplevede sårbarheder hos den enkelte
  • Betydningen af livshistorien

Forventet udbytte:

  • Øget viden om og forståelse af bredden og variationen inden for autismespektret, og hvad der kan kendetegne de sårbarheder, som er centrale for denne målgruppe.

Forberedelse til prøvehandling:

  • Hvordan arbejder vi med livshistorier?

Indhold:

Denne session fokuserer på stress og belastninger i et autismeperspektiv med udgangspunkt i viden fra session 1.

Sessionen vil bestå af:  

  • En fortælling om stress og belastning fra et borgerperspektiv
  • Autismeprofilen som særligt ”vækstmiljø” for belastningssymptomer
  • Typer af belastningssymptomer og belastningsfaktorer
  • Hvordan balancerer vi et belastnings- og ressourceperspektiv?
  • Systematisk fokus på trivsel (Trivselsøer)
  • Trivselsplanen (LA2)

Forventet udbytte:

  • Øget viden om og forståelse af målgruppens udsathed for stress og belastning samt muligheder for håndtering og forebyggelse.

Forberedelse til prøvehandling:

  • Hvordan kan vi arbejde med LA2 Trivselsplanen?

Indhold:

Introduktion til forskellige typer af praksisnære metoder og tilgange til at reducere stress og belastninger og fremme trivsel gennem individuel tilpasning og samskabelse. Der vil være fokus på både borgerrettede metoder og samarbejdsrettede metoder.

Forventet udbytte:

  • Øget viden om praksisnære tilgange og metoder (fx genkendelighed, kommunikationsstøtte, sansepædagogisk tilgang, relationskompetent støtte, netværksinddragelse, inddragelse og relationel koordinering)
  • Øgede praksisnære kompetencer til og viden om, hvordan man kan arbejde med at fremme trivsel og reducere belastninger.
  • Handlemod i forhold til afprøvning af en eller flere metoder.

Prøvehandling:

På baggrund af de tre sessioner udvælges et tema for prøvehandling.

Ønsker I et temaforløb?

Du kan henvende dig til VISO om at få et temaforløb, hvis du er ansat i en kommunal myndighed eller hos PPR, eller hvis du er leder af en skole eller et tilbud.

Send en henvendelse 

Når du henvender dig, bedes du have følgende oplysninger parat:

  • Hvilket temaforløb du ønsker, samt om du ønsker to eller tre videnssessioner
  • Kort beskrivelse af din organisation
  • Navn og CVR-nummer på kommune samt dit navn, mail, telefonnr. og stilling (skoler/tilbud skal bekræfte, at PPR/myndighed er er orienteret)
  • Antal deltagere i forløbet
  • Hvilke faggrupper der deltager i forløbet

Har I brug for et mere individuelt tilrettelagt forløb, kan I rette henvendelse til VISO om at få et kortere eller længerevarende målgruppeforløb - for fagpersoner. 

Læs om målgruppeforløb - for fagpersoner

Kontakt

Tine Eeg
Socialfaglig konsulent

Kontakt

Kamilla Mercado
Socialfaglig fuldmægtig