Der findes EPD’er på mange forskellige produkttyper, fx på fødevarer og elektricitet. Men EPD’er kan ikke sammenlignes på tværs af produkttyper. I byggeriet skal EPD’erne følge EPD-standarden for byggevarer EN 15804 - også kaldet for ”EPD-standarden”.
Overordnet set er der tre typer af EPD’er for byggevarer:
- En branchespecifik EPD - som er baseret på et gennemsnit for en branche eller produkttype:
Det kan være et gennemsnit for fx betonelementer, konstruktionstræ eller tegl/mursten. EPD’en baseres på et datagennemsnit fra branchen, fx på en dominerende andel af repræsentative producenter. Derfor bistår brancheforeningerne ofte producenterne med at få udarbejdet en EPD, som den samlede branche kan gøre brug af.
- En produktspecifik EPD for en specifik byggevare:
Det kan fx være en bestemt type isoleringsmateriale fra en bestemt producent. En produktspecifik EPD kan også dække over et helt produktsortiment. Hvis et produkt fx indeholder forskellige typer af overfladebehandlinger eller farveudgaver, så kan flere produkter inddrages i én produktspecifik EPD.
- En projektspecifik EPD – som er en produktspecifik EPD med projektspecifikke data:
En projektspecifik EPD skal altid baseres på og referere til en eller flere produktspecifikke EPD’er. I en projektspecifik EPD er der bare også anvendt projektspecifikke data, fx kørselsafstand til en specifik byggeplads. De produktspecifikke EPD’er skal være registreret hos en programoperatør, og de tjener som reference-EPD for den tilknyttede projektspecifikke EPD.
Generiske data er stadig en stor del af datagrundlaget i LCA-beregningerne
Generiske data bruges til LCA på bygningsniveau, når der ikke findes EPD’er på de anvendte byggevarer. Generiske data dækker for det meste et branchegennemsnit og er ikke lige så præcise som EPD’er.
Hvilken type EPD, der skal bruges, afhænger af detaljegraden og tidspunktet
Det er ikke lovpligtigt at bruge EPD’er, når der beregnes LCA’er på bygningsniveau. Man skal derfor se på detaljegraden i det specifikke udbud eller tilbud - samt på tidspunktet i projektprocessen i forhold til at vurdere, hvilken type EPD der er relevant at bruge.
- Tidligt i design- og projekteringsfasen, hvor forskellige materialevalg eller designløsninger er i spil, vil man typisk bruge generiske data eller branchespecifikke EPD’er for en given produktgruppe.
- Når det defineres, hvilket produkt og hvilken producent der skal anvendes i det faktiske byggeri, er det en fordel at bruge produktspecifikke EPD’er, hvis de kan fremskaffes. Produktspecifikke EPD’er er som udgangspunkt altid mere præcise end både generiske data og branchespecifikke EPD’er.
- Når bygningens endelige klimapåvirkning skal dokumenteres i den afsluttende fase, er det en fordel at benytte EPD’er, som repræsenterer de faktisk anvendte byggevarer. Det giver så præcis en LCA-beregning som muligt. Det betyder, at passende produkt- eller projektspecifikke EPD’er bør være førstevalg. Det gælder særligt for byggerier, som skal overholde en grænseværdi - samt for alle udbud, hvor bygherren har fastsat mere ambitiøse grænseværdier for bygningens samlede klimapåvirkning.
Læs mere om EPD’er, og hvorfor det er en god idé at have en
Læs mere om, hvem der bruger EPD'er