Det anbefales, at EPD’er primært hentes fra EPD-programoperatørerne eller fra fælles EPD-platforme – eller sekundært fra producenter, brancheforeninger og grossister. På den måde kan du sikre dig, at EPD’erne er godkendte og verificerede.
Der findes fem steder, hvor du kan indhente EPD’er:
- Fælles databaser/platforme:
De fleste europæiske programoperatører opererer under paraplyorganisationen ECO Platform, som bl.a. sikrer, at medlemmerne lever op til standardens krav. ECO Platforms ”fællesdatabase” ECO Portal kan derfor være en nem vej til at finde internationale EPD’er: https://www.eco-platform.org/epd-data.html.
Der findes også en håndfuld EPD-databaser. Ikke alle databaser følger dog kvalitetssystemet, som EPD-programmerne følger. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvorvidt den pågældende EPD følger den europæiske standard for byggevarer EN 15804 og ikke er forældet. En EPD skal genverificeres hvert femte år for at være gyldig.
- EPD-programoperatører:
EPD’er kan også findes på programoperatørernes hjemmesider, fx:
- EPD Danmark (Danmark)
- EPD Norge (Norge)
- The international EPD System (Sverige m.fl.)
- IBU (Tyskland)
- BRE (England)
- RTS EPD (Finland).
- Byggevareproducent:
Hos producenten henter du typisk EPD’en på deres hjemmeside – eller rekvirerer den via salgsafdelingen, den tekniske afdeling eller produktionen. Når du efterspørger EPD’er direkte hos producenten, skal du være opmærksom på, at ikke alle led i virksomheden nødvendigvis kender til udtrykket ’EPD’. Hos producenten kan EPD’en også være kendt som ’miljødokumentation’, ’miljøvaredeklaration’, ’miljødata’ eller lignende.
- Byggecentre og grossister:
Brancheforeningen Danske Byggecentre samler EPD’er for byggevarer i databasen BygDok.dk. De enkelte forhandlere og distributører af byggematerialer vedlægger også typisk EPD’er, hvis producenten har udarbejdet en.
- Brancheforeninger:
Flere brancheforeninger har taget initiativ til at udarbejde branchespecifikke EPD’er. Det gælder bl.a. inden for beton, mursten, trækonstruktioner og tagrør til stråtækte tage og facader. Branchespecifikke EPD’er vil bl.a. kunne hentes på brancheforeningernes hjemmesider.
Få et overblik over, hvilke EPD’er der kan bruges hvornår
Læs mere om, hvordan man som rådgiver arbejder med EPD’er