Dette grundlagsprojekt skal fastlægge de nationale krav til robusthed for bærende konstruktioner og deres indplacering i konsekvensklasser. Arbejdet danner grundlaget for nye nationale annekser til den næste generation af Eurocodes.
Indplacering i konsekvensklasser, som beskrives i Eurocode 0, skal bygge på tekniske vurderinger og krav, frem for geometriske parametre.
Målet er at udvikle en sammenhængende model for konsekvensklasser, baseret på en acceptabel svigtrisiko og vurdering af robusthed. Dette gælder både bærende konstruktioner som helhed og de enkelte konstruktionsafsnit, inklusiv broer og transportable konstruktioner.
Reduktion af klimabelastning
Grundlagsprojektet skal evaluere de nuværende principper og metoder for at undgå unødig materialeforbrug i forhold til hensigten med krav til robusthed. Dette indebærer en evaluering af metoder som nøgleelementmetoden, der i nuværende form kan medvirke til et større materialeforbrug end nødvendigt.
Hvis konstruktioner indplaceres i en for høj konsekvensklasse, kan det medvirke til at øge materialeforbruget.
Ved at indføre nye eller supplerende principper for indplacering af bærende konstruktioner i konsekvensklasser forventes det, at færre konstruktioner indplaceres i en for høj konsekvensklasse i forhold til konsekvenserne ved et eventuelt svigt af det aktuelle byggeri.
Det skal også undersøges, om yderligere differentiering af konsekvensklasser eller krav kan være fordelagtigt.