Projektperiode:
Juni 2023 – december 2026
Målgruppe:
Målgruppen er børn og unge i alderen 6-18 år, der har været udsat for vold og/eller seksuelle overgreb, og som udviser symptomer på posttraumatisk stress (PTSD). Barnet modtager ca. 15 sessioner. Barnets forælder eller omsorgsgiver deltager i behandlingsforløbet og modtager ca. 15 sessioner.
Baggrund for projektet:
Børn og unge, der er udsat for vold og seksuelle overgreb, er i stor risiko for at udvikle traumer som PTSD. Forskning viser, at børnenes biologiske, emotionelle, sociale og kognitive funktionsniveau både på kort og lang sigt bliver negativt påvirket, hvis de ikke modtager behandling.
Forskning viser, at traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi (TF-CBT) er en meget veldokumenteret og virksom metode til at behandle PTSD-symptomer og kan anvendes for såvel mindre børn som til unge. Social- og Boligstyrelsen igangsatte derfor et pilotprojekt i et af de danske børnehuse med henblik på udvikling og afprøvning af TF-CBT i en dansk børnehuskontekst.
VIVEs evaluering af pilotprojektet viste så gode resultater, at Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med VIVE og de danske børnehuse er i gang med at udbrede TF-CBT behandling i alle landets børnehuse.
Formål:
Formålet med udbredelsen af TF-CBT behandling til alle landets børnehuse er at sikre national adgang for landets kommuner til en effektiv traumebehandling til børn udsat for vold og seksuelle overgreb. Så uanset hvor i landet et barn med behov for traumefokuseret behandling bor, vil det være muligt at tilbyde barnet eller den unge behandlingen.
Dokumentation og evaluering:
Forskning og VIVEs evaluering fra pilotprojektet viser, at TF-CBT er en veldokumenteret og effektiv behandling, der benyttes i en skandinavisk og international kontekst til traumatiserede børn og unge.
Forskningen og evalueringen fra pilotprojektet viser en markant reduktion i barnets eller den unges PTSD- symptomer, depressionssymptomer og negative tanker samt en markant forbedring i barnets eller den unges trivsel.
VIVE udarbejder en afsluttende evalueringsrapport med beskrivelse af behandlingens resultater i forbindelse med udbredelsen af TF-CBT behandlingen til landets børnehuse.
Samarbejdsparter:
Udbredelsen af TF-CBT behandlingen sker i samarbejde mellem VIVE, de danske børnehuse og Social- og Boligstyrelsen. Der samarbejdes med ekstern norsk leverandør i forbindelse med uddannelsen, vejledningen og certificeringen af TF-CBT terapeuterne i de danske børnehuse.
Finansiering:
Projektet finansieres af Udviklings- og investeringsprogrammet (UIP) 2023 på børneområdet