Hvor mange oplever ensomhed?

Ensomhed rammer flere, end vi tidligere troede. Nye tal viser en stigning i antallet af mennesker, der oplever svær ensomhed – særligt blandt unge kvinder.

Næsten én ud af ti danskerne oplever ”tegn på svær ensomhed” – det svarer til 470.000 mennesker over 16 år.

Tal fra 2023 viser, at ensomheden er steget siden 2013, hvor 6,4 procent følte sig svært ensomme, til 12,4 procent i 2021 og til 9,6 procent i 2023.

Udviklingen i svær ensomhed

*Vær opmærksom på, at Y-aksen går til 20 pct.. Det skyldes, at forskellene mellem årene ellers er visuelt svære at få øje på.
*Data fra 2021 blev indsamlet under covid-19-restriktioner, hvor 598.000 voksne følte sig svært ensomme svarende til 12,4 pct. af befolkningen. Pandemien kan muligvis forklare stigningen det år.

Unge kvinder mellem 16-24 år er hårdt ramt af ensomhed. Over 26 procent føler sig svært ensomme, hvilket gør dem til den mest udsatte gruppe.

Ensomhed kan være svært at måle præcist, da mange har en tendens til at nedtone følelsen på grund af skam og stigmatisering. I Danmark fokuserer målinger typisk på ”svær ensomhed” (målt som en score på 7-9 på T-ILS), men undersøgelser viser, at også den ”moderate ensomhed” (målt som en score på 4-6 på T-ILS) har store konsekvenser for livskvaliteten. Faktisk udgør denne form for ensomhed den største byrde for samfundet som helhed.

Det betyder, at langt flere kan være påvirket af ensomhed, end vi hidtil har antaget, og de negative konsekvenser for både helbred og livskvalitet er omfattende.

Hvordan måler man ensomhed?

Forskere har udviklet et redskab ved navn ”The Three-Item Loneliness Scale” (T-ILS), der kan måle, om man oplever ensomhed og hvor alvorlig, den er. Her stilles 3 spørgsmål, som alle giver et vist antal point.

Spørgsmålene handler om, hvor ofte man henholdsvis føler sig isoleret fra andre, savner nogle at være sammen med og føler sig udenfor. Svarmulighederne er ”sjældent”, ”en gang imellem” og ”ofte”, som giver henholdsvis 1, 2 eller 3 point. Den samlede score kan være mellem 3 og 9 point, hvor 7 eller derover betegnes som ”svær ensomhed”.

Læs mere om redskabet her

Myte #7

"Hvis du har oplevet langvarig ensomhed, vil det være en følelse, du har resten af livet."