Ungdomsboliger udlejes, ligesom andre almene boliger, af en almen boligorganisation. Det bemærkes, at ikke alle almene boligorganisationer har ungdomsboliger.
Derudover findes støttede ungdomsboliger tilhørende selvejende institutioner/kollegier, som er målrettet samme personkreds som almene ungdomsboliger.
Boligorganisationen afgør på baggrund af retningslinjer, som boligorganisationen selv fastsætter, hvem der anvises ledige ungdomsboliger. Boligorganisationen lægger vægt på den boligsøgendes økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forhold samt boligforhold i øvrigt. Det kan f.eks. være afstand til uddannelsessted og indtægt under uddannelsen.
Lejere, der har fået anvist ungdomsboliger, kan bo i lejemålet indtil afsluttet uddannelse. Andre unge kan bo i lejemålet, indtil forudsætningen for anvisningen er ophørt.
Boligerne er omfattet af almenboligloven, bekendtgørelse om udlejning af almene boliger og almenlejeloven. Dog er de andre støttede boliger omfattet af boligbyggeriloven og lejeloven.
Du kan også finde flere oplysninger i vejledning om udlejning af almene boliger.
Du kan kontakte den enkelte boligorganisation eller selvejende institution/kollegium for at høre nærmere om deres ungdomsboliger.
Du kan også finde andre relevante oplysninger nedenfor: