Almene boligorganisationers muligheder

I den almene sektor spiller beboerdemokratiet og det lokale fællesskab en afgørende rolle. De fællesskabsorienterede boformer som bygge- og bofællesskaber ligger derfor i naturlig forlængelse heraf.

Den almene sektor har en lang tradition for etablering af bofællesskaber og står i dag for 44 % af det samlede antal boliger i bofællesskaber i Danmark. Efterspørgslen er dog stadig stor grundet styrkerne ved det praktiske og sociale fællesskab for beboerne, som det fremgår af siderne om hhv. byggefællesskaber og bofællesskaber.

I dag ses mange forskellige typer af almene bofællesskaber. Nogle er målrettet særlige beboergrupper som f.eks. børnefamilier eller seniorer, mens andre bofællesskaber er bygget op omkring et særligt fællesskab, eksempelvis et fælles ønske om en mere bæredygtig livsstil. Endeligt er der almene bofællesskaber indrettet med henblik på særligt udsatte borgere. Almene bofællesskaber indgår også mange steder sammen med private bofællesskaber for derved at opnå en blandet beboersammensætning.

Individuelt eller kollektivt bofællesskab

Almene bofællesskaber er beskrevet i almenboligloven, hvor der skelnes mellem kollektive og individuelle bofællesskaber jf. almenboliglovens § 3, stk. 3 og 4, der kan etableres i de almene boligtyper familieboliger og ældreboliger.

  • Et individuelt bofællesskab består af mindst fem almene familie- eller ældreboliger med et fællesareal. Kommunalbestyrelsen har mulighed for undtagelsesvist at godkende mindre bofællesskaber med tre individuelle boliger.

  • Et kollektivt bofællesskab består af mindst to værelser og et fælles værelse eller køkken, hvor beboerne kan tilbringe tid og spise sammen.

Almene bofællesskaber kan etableres som almene familieboliger, almene ældreboliger eller bofællesskaber for personer med særlige sociale behov.

Etablering af almene bofællesskaber

Almene boligorganisationer har flere forskellige handlemuligheder for at understøtte etableringen af bofællesskaber både med afsæt i den eksisterende bygningsmasse samt ved nybyggeri. 

Almene bygge- og bofællesskaber etableres på samme måde som øvrige almene boliger. Initiativet til at etablere et alment bygge- eller bofællesskab kan komme fra den almene boligorganisation selv, fra kommunen eller fra interesserede borgergrupper. Almene boligorganisationer har i dag forskellige muligheder for at etablere almene bygge- og bofællesskaber – enten alene eller i samspil med andre aktører. Der kan også indgås samarbejde med private aktører eksempelvis gennem en delegeret bygherremodel.

Almene bygge- og bofællesskaber kan etableres i de almene boligtyper familieboliger og ældreboliger og kan etableres i forbindelse med nybyggeri, ved om- og tilbygning eller ommærkning af eksisterende boliger.

Det almene byggeri er underlagt en række love, rammer og retningslinjer samt kommunale vilkår om bl.a. boligstørrelser, arkitektur og udlejning, hvilket har betydning for udformningen af det enkelte bofællesskab.

Inddragelse af kommende beboere

Det kan være en fordel for boligorganisationen at inddrage de kommende beboere tidligt i forløbet i forbindelse med opførelsen af nye almene boliger. Tidlig beboerinvolvering kan bidrage til at kvalitetssikre projektet, sikre udlejning af boligerne og understøtte fællesskabet. De enkelte beboeres mulighed for indflydelse på det konkrete byggeri er meget forskellig fra projekt til projekt. Der er eksempler med høj grad af beboerinvolvering, lige fra den indledende ide-fase til byggeriet står klar til indflytning samt eksempler på færdige koncepter for bofællesskabet uden nogen form for involvering i den forudgående proces.

Projekter med en høj grad af beboerindflydelse på det kommende byggeri kan ses som en afart af et egentligt byggefællesskab – dog med den almene boligorganisation som bygherre og ejer af boligerne. 

Udlejning i almene bofællesskaber 

Udlejning af almene boliger følger regler i almenboligloven. Gældende regler er, at kommunalbestyrelsen og boligorganisationen indgår aftale om, hvorledes udlejningen skal finde sted jf. § 51 a. i almenboligloven.

I aftalen indgår, hvorvidt der skal være kommunal anvisning, samt hvorvidt udlejningen sker via en venteliste, eller om udlejningen er overladt til beboerne i bofællesskabet.

Der er ikke fastsat nogle nærmere regler for, hvad aftalen kan indeholde, dog skal aftalen overholde internationale aftaler og konventioner om racediskrimination og menneskerettigheder, som Danmark har ratificeret, samt nationale regler om forbud mod forskelsbehandling på grund af race, køn, religion og politisk overbevisning.

I vejledningen om udlejning af almene boliger beskrives i kapitel 10 de forskellige typer af bofællesskaber og reglerne for udlejning af disse.

Læs vejledning om udlejning af almene boliger

Boligsocial anvisning til almene bofællesskaber

Center for Boligsocial Udvikling har lavet en kortlægning af erfaringerne med boligsocial anvisning til almene familiebolig bofællesskaber.

Læs kortlægning af erfaringer med boligsocial anvisning til almene bofællesskaber

Senest opdateret 26-08-2024

Kontakt

Kontor for Bolig