Så ved du, at barnets lov nu er gældende og medfører flere ændringer i det socialfaglige arbejde. Men måske har du brug for mere viden om, hvad ændringerne er, og hvad det betyder for dig i din hverdag?
I et samarbejde med professionshøjskolerne VIA, KP og UCL har Social- og Boligstyrelsen fået udarbejdet syv videoer med hvert deres tema, som kan være relevante for udførere på børne- og ungeområdet.
Videoerne, der er bygget op som webinarer, er også anvendelige for børne- og ungerådgivere i myndighed.
I videoerne finder du information om ændringerne, der følger af barnets lov, og derudover kan du under hvert tema finde ideer til drøftelser med dine kolleger og links til mere viden og materialer.
Videoerne kommer dels omkring værdimæssige temaer, såsom børnesyn og børneinddragelse, og dels nogle processuelle og mere juridiske ændringer vedrørende børn og unges rettigheder og sagsbehandlingskridt.
Du kan vælge de temaer, der er relevante for dig, og i den rækkefølge du ønsker. Der ikke en sammenhæng mellem webinarerne, og de kan derfor ses uafhængigt af hinanden.
Temaerne tager udgangspunkt i lovgivningsmæssige ændringer, som myndighedsområdet skal agere efter, og som udfører har man naturligvis ikke et hovedansvar for arbejdet med loven. Dog har man en vigtig rolle i at kunne navigere i samarbejdet med myndighed og i at kunne formidle og forklare børn, unge og familier, hvad der sker i deres samarbejde med myndighed.
1: Nye roller
Med barnets lov får både børne- og ungerådgiveren og det udførende niveau ændrede roller. Hvad betyder det for samarbejdet om udsatte børn, unge og familier?
2: Børnesyn
Her fortælles om det børnesyn, barnets lov repræsenterer, hvor børn og unge ses i egen ret og har ret til at få indflydelse på egen sag.
3: Inddragelse
Dette afsnit giver viden om, hvordan man kan samarbejde om at styrke inddragelse af børn og unge i egen sag.
4: Rettigheder
Her beskrives det, hvilke rettigheder børn og unge har fået med barnets lov.
5: Første sagsskridt
Det forklares, hvad der videre sker, når børne- og ungerådgiveren har indledt en sag om et barn eller ung.
6: Planer og opfølgning
Her oplyses om, hvordan man med afsæt i barnets lov tilrettelægger og udfører arbejdet med planer og opfølgning på indsatser.
7: Anbringelse
Afsnittet har fokus på anbringelsesområdet, der har sit eget kapitel i barnets lov.
Hvert afsnit varer ca. 20 min. Sæt gerne 1 time af sammen med dine kolleger, hvor I sammen ser en video og drøfter temaet efterfølgende.
Vi anbefaler, at man tager ét tema ad gangen og drøfter det med sine kolleger umiddelbart efter.
Videoerne finder du her