I samarbejde med en række kommuner har Social - og Boligstyrelsen været med til at udvikle forskellige rådgivnings- og behandlingstilbud til unge med et problematisk forbrug af rusmidler. Tilbuddene kan noget forskelligt og bruger forskellige behandlingstilgange og –indsatser, fordi unge ikke er ens. Som kommune skal man derfor overveje målgruppens behov, inden der vælges en indsats.
Udviklingsarbejdet har bl.a. vist, at MOVE med individuel behandling sætter fokus på at fastholde den unge i behandlingen. U-turn og U18 har et bredere sigte og fokuserer bl.a. på at rekruttere unge, der ikke nødvendigvis selv opsøger rådgivning og behandling og på at påvirke den unges rusmiddelforbrug ud fra principperne om mindste indgriben. Uanset hvad kommunen vælger, skal der være fokus på systematik og ledelsesopbakning i implementeringsarbejdet.
Ungesyn og helhedsorienteret indsats
En vigtig del af rusmiddelbehandlingen til unge er, at den unge først og fremmest betragtes som ung. Det betyder bl.a., at det skal anerkendes, at forbruget af rusmidler giver mening for den unge, og han eller hun kan derfor kan være meget ambivalent ift. at indgå i behandling.
Det kan skyldes, at det ofte er andre udfordringer end rusmiddelproblematikkerne, der fylder mest for den unge. Det kan fx dreje sig om problemer med forældrene, med jævnaldrende eller med skole/uddannelse. Nogle kan også have psykiske vanskeligheder. Unge bruger da ofte rusmidlerne til at håndtere udfordringerne, og forbruget af rusmidler er så at sige et symptom på problemerne.
Det er derfor vigtigt, at rusmiddelbehandlingen tilrettelægges som en helhedsorienteret indsats, hvor der tages hånd om hele den unges situation og ikke kun fokuseres på forbruget af rusmidler (Socialstyrelsen 2015).