Foldere på fem sprog til familier med behov for støtte

19-03-2025

Hvem kan hjælpe, hvis børn ikke trives? Hvad er en underretning? Hvad sker der i en børnesag? Nu kan forældre få svar på spørgsmål som disse i informationsfoldere på dansk, tyrkisk, arabisk, ukrainsk og engelsk.

Et godt samarbejde mellem forældre og fagpersoner er afgørende for børns trivsel. Social- og Boligstyrelsen udgiver derfor nu tre forskellige foldere om regler og rettigheder på socialområdet på dansk, tyrkisk, arabisk, ukrainsk og engelsk. Folderne er tidligere udgivet på grønlandsk (se under Baggrund).

Folderne er målrettet forældre, men kan også læses af børn og unge samt fagpersoner, der samarbejder med familierne om deres børns eller unges trivsel.

Tre foldere – tre temaer

Folderne kan anvendes i en dialog mellem forældre og eksempelvis en børne- og ungerådgiver.

Hensigten er, at folderne enten kan hentes her fra Social- og Boligstyrelsen hjemmeside af forældrene selv eller udleveres af fagpersoner til forældrene i en konkret situation, eksempelvis i forbindelse med en samtale, så der er mulighed for at gennemgå indholdet sammen. Folderne henviser også til civilsamfundsorganisationer, som kan give yderligere rådgivning og vejledning.

De tre foldere behandler hvert sit tema:

  • Samarbejdet om dit barns trivsel
    Folderen har fokus på det tidlige forebyggende arbejde i hverdagen. Der fortælles blandt andet om samarbejdet mellem hjemmet og dagtilbud/skole og om muligheder for rådgivning, vejledning og støtte.
  • Hvad sker der i en børnesag?
    Folderen handler om samarbejdet mellem kommunens myndighedsafdeling og forældrene. Centrale begreber som fx underretning og afgørelse forklares, og det beskrives, hvordan forløbet er i en børnesag.
  • Hvad sker der, hvis dit barn skal anbringes uden for hjemmet? 
    Folderen beskriver forløbet i en anbringelsessag og fortæller om forældres rettigheder i den forbindelse.

Hent folderne her på hjemmesiden

Du kan hente folderne via de links, der er nedenfor. Hvert link fører til folderen om en børnesag. Herfra kan du klikke dig videre til de to andre foldere på samme sprog:

Find folderne på dansk
Find folderne på tyrkisk
Find folderne på arabisk
Find folderne på ukrainsk
Find folderne på engelsk 


Baggrund

Siden barnets lov trådte i kraft i 2024 har Social- og Boligstyrelsen udgivet en række publikationer og redskaber, der skal medvirke til, at loven kommer til at virke i praksis. 

Med de nye foldere styrkes muligheden for, at forældre - også med andet modersmål end dansk - har viden om regler og rettigheder, når deres børn har brug for hjælp og støtte.

Find også folderne på grønlandsk

Læs mere om barnets lov og styrelsens tilbud

Kontakt

Lotte Cortsen
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her