Hvordan støtter vi bedst børn, der mister en forælder efter partnerdrab i familien?

26-09-2024

Sager, hvor børn oplever, at deres ene forælder forvolder den anden forælders død, er heldigvis sjældne. Men de sker, og de har vidtgående konsekvenser for de børn, der står tilbage. Social- og Boligstyrelsen udgiver en ny guide til de fagpersoner, der skal sikre den særlige støtteindsats til børnene.

I Danmark sker det omkring tre gange om året, at et barn oplever, at den ene forælder slår den anden ihjel - og evt. begår selvmord bagefter.

Når disse voldsomme sager finder sted, står barnet tilbage med en kompleks kombination af chok, sorg, traumer og andre udfordringer, som kræver hurtig og relevant støtte og hjælp.

Foruden at sikre krisehjælp til barnet skal der tages vigtige beslutninger om bopæl, forældremyndighed, dagtilbud eller skole og mulig kontakt med den evt. efterlevende forælder. Og ikke mindst skal der tages stilling til barnets støtte- og behandlingsbehov på både kort og langt sigt.

Kræver en særlig faglig indsats

Der er derfor tale om en situation, som kræver en helt særlig faglig indsats, der også omfatter systematisk inddragelse af barnet og de pårørende og nødvendiggør et velkoordineret samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer.

Men fordi denne type sager forekommer så sjældent, har de instanser, som skal bidrage til barnets sikkerhed og trivsel efter drabet, ingen eller begrænset erfaring med, hvordan de bedst håndterer situationen.

Social- og Boligstyrelsen udgiver derfor nu en guide til de konkrete opgaver, faglige opmærksomhedspunkter og tværfaglige samarbejdsrelationer, som kommu­nens børne- og ungerådgiver og ledelse skal varetage i tiden efter drabet.

Tre faser

Guiden beskriver tre faser:  

Den akutte fase lige efter drabet, hvor fokus er på at skabe sikkerhed og størst mulig tryghed for barnet. Den anden fase, hvor den børnefaglige undersøgelse udarbejdes, og der skal træffes en lang række beslutninger om barnets hverdagsliv og støtte. Og endelig er der den tredje fase, der præsenterer opmærk­somhedspunkter i et langsigtet perspektiv.

Guiden er målrettet kommunernes myndighedsafdelinger, men kan desuden læses af andre faggrupper. Det kan eksempelvis være lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere, som kan have gavn af at have kendskab til de omstændigheder, der følger i tiden efter et partnerdrab i en børnefamilie.

Hent guiden her

Guiden er udarbejdet som en del af Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab 2023-2026.

Hent handlingsplanen hos Ligestillingsministeriet her (pdf)

Kontakt

Anne Erbs Haagensen
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her