Fra forskning og praksis ved vi, at det kan være vanskeligt for mennesker, der har levet i hjemløshed, at fastholde en bolig. For nogle lykkes det ikke, og de falder tilbage i hjemløshed.
Det kan der være mange årsager til. Som for eksempel at man ikke føler sig hjemme i boligen, og at boligen opleves som langt væk fra det miljø og den livsform, man har haft mens man har levede i hjemløshed.
I en ny rapport fra VIVE præsenteres teori og praksiserfaringer med at gøre en bolig til et hjem, og hvordan man som professionel kan støtte borgeren i processen, fx som led i den specialiserede støtte, som gives efter Housing First-tilgangen.
Et hjem kan være mange ting
”Hjemfølelse” er ikke noget, der automatisk opstår i det øjeblik, hvor en borger træder ind i sin nye bolig. Men det er noget, der kan opstå over tid, og som kan være en central brik i den enkeltes recovery-proces.
Rapporten understreger her, at det er vigtigt, at den professionelle støtte er fleksibel og tager udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker, håb og drømme for sit liv. Centralt er også, at man som fagperson formår at slippe sine egne forestillinger om, hvordan et hjem bør se ud. Borgere, der har levet i hjemløshed, kan have meget forskellige livshistorier bag sig, og også mange forskellige erfaringer med - og ønsker til - det at have et hjem.
De fleste, der har levet i hjemløshed, har meget få ejendele, og mange har også brug for økonomisk støtte til at anskaffe sig de mest nødvendige møbler, sengetøj o.l. Borgeren kan også have brug for hjælp til at indrette boligen - fx hænge gardiner op - ligesom der kan være behov for støtte til både praktiske gøremål som at købe ind og gøre rent og til at håndtere dialogen med fx jobcenteret.
Fællesskaberne udenfor hjemmet
Deltagelse i fællesskaber er vigtige for, at den nye livssituation bliver en succes, men kan være en udfordrende opgave, ligesom der kan være stor forskel på, hvad den enkelte trives bedst med.
Rapporten ser her nærmere på fællesskaber, der centrerer sig om forskellige aktiviteter som idrætsfællesskaber, kreative fællesskaber, digitale fællesskaber og arbejdsfællesskaber. Gennem aktiviteterne kan borgerne få nye roller, der hjælper dem i deres recovery-proces.
Det nævnes også, at nogle borgere foretrækker ’tavse’ fællesskaber såsom værtshuse eller det offentlige rum, hvor de kan være sig selv, uden at de behøver interagere med andre mennesker. Blandt de interviewede er der forskellige opfattelser af, om det er af værdi, at borgeren bevarer kontakten til sit tidligere miljø eller netop ikke.
I rapporten bliver det fremhævet, at det er vigtigt, at der findes en vifte af fællesskabs- og aktivitetstilbud, hvad enten de tilbydes fra kommunal, privat eller civilsamfundets side, og at de skal være nemt tilgængelige og socialt rummelige.
Hent rapporten
Udbredelse af Housing First- tilgangen
Med den politiske aftale ”Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed” blev en markant omlægning af indsatsen mod hjemløshed i Danmark rammesat og senere udmøntet i lovændringer.
Der er blandt andet vedtaget en ny bostøtteparagraf (servicelovens § 85 a), der skal bidrage til en større udbredelse af de specialiserede støttemetoder indenfor Housing First-tilgangen. De fire metoder, CTI, ICM, ACT og M-ACT, gør det muligt at differentiere indsatsen til borgerne, som kan have forskellige behov for støtte for at komme ud af hjemløshed.
Læs mere om Housing First og støttemetoderne på social.dk