Hvorfor lykkes vi ikke bedre med at bekæmpe vold og seksuelle overgreb mod børn?

Det strategiske netværk om vold og seksuelle overgreb mod børn2025

Udgivelsen identificerer otte udfordringer, der vurderes at stå i vejen for effektivt at bekæmpe vold og seksuelle overgreb mod børn. Desuden beskrives en række fakta på området som omfang, konsekvenser og risikofaktorer samt den relevante lovgivning.

Afsættet for udgivelsen er en vurdering af, at vi - på trods af et stærkt velfærdssamfund og tydelig lovgivning på området - ikke lykkes med at forebygge og afhjælpe, at danske børn udsættes for vold og seksuelle overgreb.

Udgivelsen inkluderer både fysisk vold og psykisk vold samt seksuelle overgreb. .

Publikationen beskriver indledningsvist omfanget og konsekvenser af vold og seksuelle overgreb mod børn, risikofaktorer og karakteristika hos barnet eller udøver samt den lovgivningsmæssige ramme.

Hovedvægten i udgivelsen er en beskrivelse af otte udfordringer, der forhindrer en effektiv indsats mod vold og seksuelle overgreb mod børn i alderen 0-17 år begået i eller uden for familien:

  • Vold og seksuelle overgreb forebygges ikke tilstrækkeligt
  • Børn og voksne mangler viden om vold og seksuelle overgreb samt børns ret til beskyttelse.
  • Personer, der udøver eller er i risiko for at udøve vold og seksuelle overgreb, får ikke hjælp.
  • Begrænset fokus på at forebygge seksuelle overgreb og negativ social kontrol via digitale platforme.
  • Håndtering af sager om vold og seksuelle overgreb tager ikke afsæt i viden om barnets følelsesmæssige situation.
  • Fagprofessionelle mangler viden om vold og seksuelle overgreb samt handlemuligheder.
  • Barnet og familien modtager ikke altid tilstrækkelig hjælp, når volden eller det seksuelle overgreb er afdækket.
  • Manglende helhedsorienteret tilgang til at bekæmpe vold og seksuelle overgreb.

Udgivelsen er udarbejdet af Det Strategiske netværk om vold og seksuelle overgreb mod børn, som blev nedsat i 2023 af Social- og Boligstyrelsen.