Et pige, der ikke taler, selvom hun har et fuldt udviklet sprog. En mand med udviklingshæmning, som har et meget stort forbrug af alkohol. Eller måske et ungt menneske med autisme, der har brug for særlig støtte.
Nogle faglige problemstillinger kan fylde mere i hverdagen på fx skoler, bostøtte og botilbud end andre - fx fordi man som fagperson savner generel viden om området eller mere indsigt i, hvordan man bedst støtter og fremmer trivslen hos de mennesker, det handler om. Det kan både dreje sig om fx målgrupper og diagnoser, som man ikke møder så ofte, og som man derfor ikke har særlig erfaring med, og om mere udbredte udfordringer, der er komplekse at håndtere.
Eksperterne fortæller
VISO har lavet fem læringsfilm, der både kan give praksisnær viden om fagligt udfordrende temaer og lægge op til fælles refleksion og sparring i personalegruppen.
Temaerne for de fem film er:
- udviklingshæmning og problematisk brug af rusmidler hos voksne
- børn og unge med angstlidelsen selektiv mutisme
- børn og unge med massivt skolefravær
- børn og unge med ADHD og/eller autisme
- autisme og kønsidentitet hos voksne.
I filmene giver en række VISO-specialister indblik i de forskellige udfordringer og problemstillinger og fortæller om, hvordan man som fagperson kan arbejde med de børn, unge og voksne, der har dem inde på livet. Alt afhængig af den overordnede tematik kan filmene komme ind på spørgsmål som fx afdækning, interventionsmuligheder, samarbejde, inddragelse og koordinering.
Arbejd aktivt med filmene
Alle de medvirkende er eksperter inden for deres felt og har mangeårig erfaring med både at rådgive andre fagpersoner og selv yde fx socialfaglig eller psykologisk støtte og behandling til de relevante borgere.
Filmene henvender sig til myndighedsrådgivere, pædagoger, lærere og andre fagpersoner.
Der lægges op til, at man arbejder aktivt med filmene i personalegruppen, fx på teammøder. Efter hver film er der derfor indsat spørgsmål, man kan drøfte med sine kolleger. Spørgsmålene handler bl.a. om, hvordan I konkret kan arbejde med den enkelte udfordring hos jer.
Læs mere og se filmene