Ny digital guide vejleder om svære spiseforstyrrelser

21-08-2024

Hvornår kræver spiseforstyrrelser en højt specialiseret indsats? Det kan myndighedsrådgivere nu få hjælp til at finde ud af med en ny digital guide. Guiden er udarbejdet af Social- og Boligstyrelsen og rummer også lettilgængelig viden om lovgivning og fokuspunkter for indsatsen.

En svær spiseforstyrrelse er en alvorlig sygdom, som har store fysiske, psykiske og sociale følger. Funktionsniveauet kan være væsentligt nedsat, så borgeren fx ikke kan passe uddannelse eller job. Måske har borgeren også isoleret sig og har svært ved at tage vare på sig selv.

I en sådan kompleks situation vil der typisk være behov for flere forskellige og samtidige indsatser, der indgår i en samlet, højt specialiseret indsats til borgeren.

Det kan komplicere forløbet, at den enkelte ofte har et meget ambivalent forhold til at slippe spiseforstyrrelsen og opnå bedring. Det stiller særlige krav til de professionelles faglige og relationelle kompetencer og kan ligeledes vanskeliggøre en præcis udredning.

Trin for trin-vejledning

Den nationale koordinationsstruktur i Social- og Boligstyrelsen (se nedenfor) har på den baggrund lavet en guide til kommunerne med lettilgængelig viden om området.  

Guiden er særligt målrettet myndighedsrådgivere og er et digitalt redskab, der trin for trin hjælper med at afdække spiseforstyrrelsens sværhedsgrad - og dermed, om der er behov for højt specialiseret indsats. I de tilfælde, hvor der er tale om en svær spiseforstyrrelse, udpeges der en række fokuspunkter for en samlet indsats.

Guiden henviser endvidere til relevant lovgivning på området og giver et overblik over hvilke andre aktører, det kan være relevant at koordinere og samarbejde med.

Der kan klikkes frem og tilbage i guiden efter behov. Undervejs samler guiden de informationer op, der er klikket frem, i et pdf-dokument, som man kan gemme eller printe ud til brug for den videre sagsbehandling.

Se den digitale guide


Den digitale guide er baseret på de nationale retningslinjer om rehabilitering til borgere med svære spiseforstyrrelser (2015) samt en intern, systematisk litteratursøgning, som Social- og Boligstyrelsen foretog i 2023 (ikke offentliggjort). 

Hent de nationale retningslinjer om spiseforstyrrelser

Hent pixiudgave af retningslinjerne

Hvis du vil vide mere

Guiden er udarbejdet af den nationale koordinationsstruktur under Social- og Boligstyrelsen.

Den nationale koordinationsstruktur skal sikre, at der er det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud til borgere på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde.

Læs mere om National Koordination

Kontakt

Helle Rotbøll Randløv
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her