Ledernetværk i socialpsykiatrien

03-10-2024

Kom med, når Social- og Boligstyrelsen igen inviterer til ledernetværksmøde og sætter fokus på god faglig ledelse sammen med ledere på botilbud i hele landet. Gennem vidensoplæg og faglige drøftelser kan du som leder få inspiration til at arbejde målrettet med at styrke rammer og indsats for både beboere og medarbejdere.

Social- og Boligstyrelsen inviterer alle med et fagligt ledelsesansvar på socialpsykiatriske botilbud og bostøtte-tilbud til at deltage ledernetværksmøderne.

Efterårets netværksmøder afholdes den 29. oktober i Aarhus og den 5. november i København. Vi ser frem til at byde både nye ledere og tidligere deltagere i netværket velkommen på dagene. Dagene vil byde på oplæg i plenum og faglige drøftelser i mindre fora.

Overskriften for netværkene er, hvordan brugen af peers kan være med til at løfte kvaliteten i socialpsykiatrien. Vi sætter bl.a. fokus på, hvordan peers kan understøtte recovery-orienteret rehabilitering som faglig tilgang, centrale ledelsesmæssige overvejelser ift. at få inddraget peers i arbejdet med borgerne, og de udfordringer og dilemmaer, det kan give anledning til. Peers er mennesker, der har personlige erfaringer med psykiske lidelser, men som også har gennemgået en recovery-proces og nu har overskud til at støtte andre i at få det bedre. Peers kan derfor skabe øget fokus på ressourcer, håb og mod på forandringer i tilværelsen for andre med psykiske lidelser.

I løbet af dagene tematiserer vi også behovet for kompetenceudvikling i socialpsykiatrien. Vi vil gerne have jeres perspektiver på kompetencebehov bl.a. i forbindelse med Social- og Boligstyrelsens kursusudbud i de kommende år.

Fælles fokus

Ledernetværkene har et fælles fagligt fokus på recovery-orienteret rehabilitering og henvender sig derfor til ledere, der er interesseret i at udvikle den faglige ledelse med dette afsæt.

I denne tilgang, som vi også kalder Borgeren ved roret, er det den enkelte borgers egne håb, ønsker og drømme for fremtiden, der er styrende for indsatsen. Ambitionen er at hjælpe borgerne til at komme sig og få et tilfredsstillende og meningsfuldt liv med størst mulig selvstændighed.

Omdrejningspunktet for ledernetværkene er Social- og Boligstyrelsens principper for ledelse af en recovery-orienteret rehabiliterende indsats i socialpsykiatrien (2021).

Hent udgivelsen om ledelse af en recovery-orienteret indsats

Forventet udbytte

  • Du får mulighed for at udvide dit faglige netværk.
  • Du får mulighed for at drøfte, hvad der er god faglig ledelse med andre ledere i socialpsykiatrien, og hvordan du kan styrke din egen ledelse.
  • Du får viden om recovery-orienteret rehabilitering samt relevante indsatser og metoder.
  • Du bliver orienteret om den aktuelle udvikling på området og om relevante initiativer og projekter i Social- og Boligstyrelsen.

Læs mere om recovery-orienteret rehabilitering generelt

Tilmeld dig snart

Ledernetværkene er finansieret af Social- og Boligstyrelsen og er gratis for deltagerne.

Der afholdes møder to gange årligt i hvert netværk.

Der er et begrænset antal pladser til hvert møde, så vent ikke for længe med at tilmelde dig, hvis du er interesseret.

De næste møder afholdes den 29. oktober 2024 (Ledernetværk Vest) og den 5. november 2024 (Ledernetværk Øst).

Fristen for tilmelding er den 18. oktober 2024 (begge møder).

Tilmelding til Ledernetværk Vest (Aarhus)

Tilmelding til Ledernetværk Øst (København)

Kontakt

Pauline Lunding
Chefkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her