Temadag: Den gode overgang for borgere til egen bolig

29-10-2024

Få inspiration til arbejdet med overgangen fra midlertidigt botilbud til egen bolig med støtte. Vær med enten den 3. eller 5. december 2024, når taskforcen på handicapområdet inviterer til en virtuel temadag, hvor vi går tæt på de gode erfaringer med at sikre overgangen for voksne borgere med handicap, der skal til at bo for sig selv.

For borgere i midlertidige botilbud er rammerne i botilbuddet ofte en tryghedsskabende faktor. I overgangen til egen bolig kan borgerne imidlertid opleve, at de trygge rammer forsvinder. Det er derfor væsentligt at sikre en god overgang, hvor borgerne er motiveret for at komme i egen bolig og får støtte til at mestre et hverdagsliv, så de opnår en så selvhjulpen tilværelse som muligt.

Har I i jeres kommune lyst til at få viden og inspiration til, hvordan man forbereder den enkelte borger på overgangen, og hvordan en hensigtsmæssig myndighedspraksis kan understøtte dette? Så vær med, når Social- og Boligstyrelsen i december inviterer til en virtuel temadag, hvor vi sætter spot på overgangen fra midlertidigt botilbud til egen bolig med støtte på voksenhandicapområdet.

Det kan du opleve

På temadagen kan du høre oplæg fra Ankestyrelsen, som vil forklare, hvornår en borger har ret til et midlertidigt botilbud. Vi hører også om reglerne for overgangen til egen bolig med personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk støtte. Oplægget tager afsæt i cases og praksiseksempler.  

Senere kan du høre to oplæg fra VISO, der er en del af Social- og Boligstyrelsen. I det ene oplæg vil en VISO-konsulent fortælle om, hvilke væsentlige betingelser der gælder, når borgerens overgang til egen bolig skal understøttes, så der både tages hensyn til borgerens ønsker, forudsætninger og behov. Der vil være fokus på myndighedsrådgiverens opgaver og overvejelser om borgerens parathed, ønsker, muligheder og behov for flytning til egen bolig.

Det andet oplæg holdes af VISOs specialistnetværk Sputnik. Med udgangspunkt i konkrete cases, stilles der skarpt på, hvordan man kan facilitere en hensigtsmæssigt overgang fra et midlertidigt botilbud til egen bolig for borgere med en autismediagnose. Oplægget fra Sputnik vil inddrage praksiserfaringer med forberedelsen af en flytning samt vigtige faktorer under og efter flytningen, herunder vigtigheden af kortlægning af borgeres redskaber for struktur, forudsigelighed og mestringsstrategier.  

Temadagene rundes af med et oplæg fra Høje-Taastrup Kommune, som vil dele erfaringer fra deres særlige opfølgningsteam målrettet midlertidige botilbud og overgangen til egen bolig. Kommunen vil desuden have fokus på, hvilke faglige greb der har været virkningsfulde i opfølgningen og overgangen.

Praktiske oplysninger

Temadagene er gratis og henvender sig til dig, der er kommunal myndighedsleder, faglig koordinator, udviklingskonsulent eller sagsbehandler, og som beskæftiger dig med borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser på voksenhandicapområdet.

Temadagene afholdes virtuelt via Zoom. Man kan deltage enten den 3. eller 5. december 2024, begge dage fra kl. 8.30 – 11.15. Dagene har samme program, og man kan derfor deltage der, hvor det passer bedst.

Se programmet og tilmeld dig temadagen 3. december

Se programmet og tilmeld dig temadagen 5. december

Link til deltagelsen sendes ud senest kl. 8.00 på dagen for temadagens afholdelse.

Om taskforcen på handicapområdet

Taskforcen er et samarbejde mellem Social- og Boligstyrelsen og Ankestyrelsen. Taskforcen afholder fire årlige temadage for kommunerne, hvor der tages afsæt i et tema inden for sagsbehandling på handicapområdet.

Taskforcen tilbyder også kommunerne korte læringsforløb samt lange analyse- og udviklingsforløb, der kan søges på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om taskforcens tilbud til kommunerne

Mathilde Marie Andersen
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her