Udgivelsen præsenterer en erfaringsopsamling af 15 forskellige organisationers arbejde gennem tre år med pårørendeprojekter. Erfaringsopsamlingen er ment som inspiration til dig, der på den ene eller anden måde skal arbejde med pårørendeinitiativer på handicapområdet.
Udgivelsen fungerer som et katalog over de forskellige projekter, som beskrives hver især med de specifikke erfaringer og gode råd, som hver enkelt organisation har gjort sig. Projekterne spænder vidt, bl.a. i forhold til de pårørendes alder og relation til personen med handicap.
På tværs af projekterne er der identificeret en række gennemgående opmærksomhedspunkter, som det kan være værdifuldt at have for øje i planlægningen af nye indsatser.
Disse er:
- tidlig inddragelse af målgruppen
- skabelse af tryghed og realistiske forventninger
- tålmodighed i opbygning og rekruttering
- løbende tilpasning af indsatserne
- sikring af rette ressourcer.
Disse erfaringer kan forbedre fremtidige initiativer ved at sikre relevante og behovstilpassede aktiviteter samt støtte til både målgruppen og frivillige.
Erfaringsopsamlingen fra pårørendeprojekterne viser generelt stor tilfredshed blandt de pårørende med de tilbud, de har modtaget. De mest værdsatte elementer er konkret rådgivning, socialt fællesskab og praktisk støtte. Særligt fremhæves hjælpen til at navigere i systemet og muligheden for at møde ligesindede.
At udvikle tilbud til pårørende til mennesker med handicap opleves derfor generelt som meget meningsfuldt af organisationerne.
Projekterne er meget forskellige, og samtidig er det svært at vurdere de langsigtede effekter. Erfaringsopsamlingens resultater bør derfor anvendes som inspiration og vejledning fremfor som definitive konklusioner.