Metoden LA2 er oprindelig udviklet til socialpsykiatrien, hvor varianten LA2u er tilpasset borgere med udviklingshæmning og begrænset verbalt sprog.
I begge udgaver af metoden er der grundlæggende tale om et samtale- og refleksionsredskab, der har til formål at fremme trivslen på botilbuddet og nedbringe voldsomme episoder. Det sker ved en særlig systematik, hvor både borgernes og medarbejdernes perspektiver anvendes i den faglige indsats.
Materialet i LA2u er mere visuelt understøttet, og der arbejdes med et tilstræbt indefra-perspektiv, hvis ikke der er et talesprog hos borgeren.
Metodehåndbogen består af en række hæfter med hver sit fokus. Dette femte hæfte præsenterer en række gode råd til, hvordan man i praksis kan have samtaler og samspil med borgere med og uden verbalt sprog, og hvordan man som kollegaer kan understøtte faglige refleksioner og samarbejde. I hæftet kan man således læse om:
- 10 gode råd til samtaler
- 10 gode råd for nærværende samspil
- 10 gode råd for kollegialt samarbejde
De gode råd er handlingsanvisende i forhold til både at styrke samtalen og samspillet med den enkelte borger og samarbejdet kollegaer imellem, hvor systematisk refleksiv praksis beskrives.
Den samlede metodehåndbog for LA2 og LA2u er udgivet af Sopra Konsulenterne og Social-og Boligstyrelsen som led i projektet ”Forebyggelse af magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshæmning” (2022-24).