Formålet med vejledningen er at understøtte kommunerne i forbindelse med deres tilsyn med de almene boligorganisationer og understøtte boligorganisationerne i deres administration.
Vejledningen kan desuden bistå kommunerne ved udlejning af almene ældreboliger, ved kommunal anvisning af ledige almene familie- og ungdomsboliger og ved indgåelse af udlejningsaftaler med boligorganisationerne.
Derudover kan vejledningen bistå almene boligorganisationer og selvejende almene ældre- og ungdomsboliginstitutioner i at administrere udlejning af almene boliger.
Vejledningen kan også anvendes af boligsøgende, der ønsker indsigt i lovgivningen om udlejning af almene boliger.
Vejledningen erstatter:
• Vejledning om udlejning af almene boliger m.v. med tillæg af juli 1998.
• Vejledning om fleksible udlejningsregler.
Vejledningen vil efter behov blive opdateret – dvs. når reglerne bliver ændret, der opstår behov for afklaring af reglerne m.v. eller praksis ændrer sig.