”Fædre til børn med handicap” giver et indblik i, hvad der kan hindre fædre i at deltage mere aktivt i sociale indsatser. Få også inspiration til, hvordan fædre kan inddrages, og et indblik i nogle af de dynamikker, der kan være på spil i familierne.
Hæftet er blevet til på baggrund af en vidensafdækning af bl.a. overordnede samfundsmæssige forhold som fx lønniveau og arbejdsmarkedets opbygning. Desuden er fædrenes egne oplevelser af rollen som far blevet undersøgt, og også hvordan fagpersoner interagerer med familien.
Hæftet består af 6 afsnit. Et indledende afsnit skitserer, hvad det betyder for børns trivsel, at begge forældre deltager aktivt i opdragelsen og beslutningstagen, hvorefter de 4 væsentligste tematikker i vidensafdækningen i forhold til at inddrage fædrene præsenteres:
- Balancen mellem familie og arbejde
- Stigma, kønsroller og fader-identitet
- Fagpersoners tilgang til fædre og diagnoser
- Fælles forældreskab, familien som helhed og fokus på fædrene som ressource.
Citater fra fædre og fagpersoner, der deltog i interviewene, har en fremtrædende rolle i hæftet, der henvender sig til fagpersoner, som er i kontakt med familier med børn med handicap – det kan fx være sagsbehandlere i kommunernes forvaltninger, forskellige grupper af hjælpere og behandlere eller pædagogisk personale.