ISSN: 2446-3663

Årsstatistik om de danske børnehuse 2023

Social- og Boligstyrelsen 2024

Årsstatikken giver et indblik i børnehusenes arbejde med børn, hvor der er mistanke eller viden om vold eller seksuelle overgreb.

Årsstatistikken om børnehusene 2023 viser blandt andet antallet af børnehusforløb i børnehusene, oplysninger om de børn og unge, der kommer i et børnehus, og oplysninger om det tværsektorielle samarbejde. Formålet med årsstatistikken er at bidrage med viden om overgreb mod børn og unge i Danmark og dokumentere den danske børnehusmodel.

Hovedresultater fra årsstatistikken:

  • På landsplan blev der påbegyndt 2.316 børnehusforløb i 2023. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2022, hvilket er den største stigning siden 2016. Ser man på hele perioden, siden børnehusene blev etableret i 2013, er antallet af forløb steget med 120 procent.
  • Årsstatistikken viser overordnet, at der fortsat er regionale og kommunale forskelle på, hvor meget børnehusene bliver anvendt. Region Syddanmark ligger højest med 2,6 påbegyndte børnehusforløb pr. 1.000 børn, mens Region Hovedstaden ligger lavest med 1,4 børnehusforløb pr. 1.000 børn.
  • I 2023 blev der afsluttet 2.147 børnehusforløb i børnehusene i Danmark. I 71 procent af børnehusforløbene var der viden eller mistanke om fysisk vold, i 29 procent af forløbene var der viden eller mistanke om seksuelt overgreb, mens der i 28 procent af børnehusforløbene var viden eller mistanke om psykisk vold. Psykisk vold ses ofte i kombination med fysisk vold. Det er således kun 4 procent af børnehusforløbene, hvor der alene er mistanke eller viden om psykisk vold.
  • 87 procent af børnehusforløbene, der vedrørte drenge, omhandlede fysisk vold, mens det i 29 procent omhandlede psykisk vold og i 11 procent om seksuelt overgreb. For pigernes vedkommende handlede 59 procent af forløbene om fysisk vold, 27 procent om psykisk vold og 42 procent om seksuelt overgreb.
  • I 2023 var det især børn i alderen 6 til 10 år, der kom i et børnehus på baggrund af viden eller mistanke om fysisk vold. For børn, der kom i et børnehus på baggrund af viden eller mistanke om seksuelle overgreb, er de ofte mellem 12 og 16 år. Andelen af børn, hvor der er mistanke eller viden om psykisk vold, fordeler sig over flere alderstrin, som oftest alderstrinene fra 7 til 14 år.
  • Det tværsektorielle samarbejde i børnehusene mellem kommune, sygehusvæsen og politi foregår ofte på sagssamråd, hvor sektorerne koordinerer indsatsen for barnet. Sektorerne kan bidrage til det koordinerende sagssamråd ved fysisk eller virtuel deltagelse eller ved at give en mundtlig eller skriftligt vurdering forud for sagssamrådet. På landsplan har kommunerne deltaget i alle koordinerende sagssamråd, mens politiet har deltaget i eller givet en mundtlig eller skriftlig vurdering forud for mødet i 90 pct., pædiatere i 45 pct. og retsmedicinere i 4 pct. af de koordinerende sagssamråd. Der er fortsat registreret forskelle i sektorernes deltagelse på børnehusenes sagssamråd på tværs af børnehusene.