Socialstyrelsen har gennemført en analyse af omfanget af gravide kvinder i stofmisbrugs- og alkoholbehandling i alderen 18-55 år i perioden 2008-14. Analysen undersøger, hvilke karakteristika gravide kvinder i misbrugsbehandling har i forhold til alder, uddannelse og forsørgelsesgrundlag.
Analysen undersøger ligeledes, i hvilket omfang børn der fødes af kvinder med stofmisbrug eller alkoholafhængighed, modtager en forebyggende foranstaltning efter Serviceloven eller anbringelse i løbet af de første to leveår.
Resultatet viser, at i perioden 2008-2014 påbegyndte 14.595 kvinder i alderen 18-55 år stofmisbrugs- eller alkoholbehandling, hvoraf 506 var gravide ved behandlingens start. Det svarer til 3,5 pct.
Antallet af børn født af kvinder med stofmisbrug eller alkoholafhængighed er 317 i samme periode. Blandt de børn, der fødes af kvinder, der under graviditeten er i behandling for stofmisbrug eller alkoholafhængighed, modtager 28 pct. forebyggende foranstaltninger eller anbringelser i løbet af deres første to leveår.
Hent publikationen