Borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan have behov for hjælp til praktiske opgaver i hjemmet eller hjælp til at udvikle deres færdigheder for at kunne leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt. Det kan imidlertid være svært at fastslå, om en borger skal bevilges personlig praktisk hjælp eller socialpædagogisk støtte.
Vil I som kommune gerne blive klogere på, hvornår hjælpen skal ydes efter bestemmelsen om personlig praktisk hjælp og socialpædagogisk støtte, og hvordan en hensigtsmæssig myndighedspraksis og tværfagligt samarbejde kan understøtte dette? Så vær med, når Social- og Boligstyrelsen i maj inviterer til en virtuel temadag, hvor vi sætter spot på snitfladen mellem servicelovens §§ 83 og 85 på voksenhandicapområdet.
Det kan du opleve
På temadagene kan I høre oplæg fra Ankestyrelsen, som med udgangspunkt i principmeddelelse 10-19 og cases vil redegøre for, hvornår hjælpen skal bevilges efter reglerne om personlig og praktisk hjælp eller socialpædagogisk støtte samt snitfladerne, og hvorfor det er vigtigt, at hjælpen bevilges efter de rette bestemmelser.
Bagefter kan I høre VISO fortælle om de dilemmaer og barrierer, der kan være i at undersøge og afgøre indsatser, som skal bevilges efter §§ 83 og 85. VISO kommer blandt andet ind på, hvad henholdsvis organisationen som helhed og den enkelte rådgiver kan have som opmærksomhedspunkter i arbejdet med at sikre korrekt hjemmel og afgørelse.
Senere skal vi høre et oplæg fra Horsens Kommune, som vil dele deres erfaringer med at skabe en fælles referenceramme og et fælles sprog i sagsbehandlingen omkring de indsatser, der ligger i snitfladen mellem §§ 83 og 85.
Dagen rundes af med et oplæg fra Sorø Kommune. Kommunen vil fortælle om sine erfaringer med, at det er myndighedsafdelingen, som sikrer udmøntningen af Ankestyrelsens principafgørelse 10-19. Sorø vil også fortælle om, hvordan kommunen arbejder med området i praksis.
Praktiske oplysninger
Temadagene er gratis og henvender sig til dig, der er kommunal myndighedsleder, faglig koordinator, udviklingskonsulent, sagsbehandler eller visitator, og som beskæftiger dig med borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser på voksenhandicapområdet.
Hvis I som kommune tilmelder jer som tværfaglige teams, opfordrer vi til, at I ser temadagen sammen på både ledelses- og medarbejderniveau.
Temadagen afholdes virtuelt via Zoom. Man kan deltage enten den 13. eller 15. maj 2025, begge dage fra kl. 8.30 – 11.30. Dagene har samme program, og man kan derfor deltage der, hvor det passer bedst.
Tilmeldingsfristen er dagen før kl. 8.00.
Se programmet og tilmeld dig temadagen 13. maj
Se programmet og tilmeld dig temadagen 15. maj
Link til deltagelsen sendes ud senest kl. 8.00 på dagen for temadagens afholdelse.