Pulje: Modvirkning af ensomhed og funktionstab hos ældre

07-03-2024

Ensomhed kan have betydelige konsekvenser for ældres sundhed og trivsel. Der er derfor udmeldt en ansøgningspulje, der skal bidrage til at modvirke ensomhed og funktionstab. Ansøgningsfrist: 26. april kl. 12:00.

Flere undersøgelser viser, at ældre med gode sociale relationer bliver mindre syge end dem med svage sociale relationer. De kommer sig også hurtigere efter deres sygdom og har lavere risiko for at dø tidligt.

Der ses således en sammenhæng mellem ældre borgeres helbredstilstand og sociale relationer.

Social- og Boligstyrelsen har på den baggrund udmeldt en ansøgningspulje på 10,8 mio. kr., der skal bidrage til at modvirke ensomhed og funktionstab hos ældre.

Der kan søges tilskud til at skabe aktiviteter og sociale relationer for målgruppen i samarbejde med de ældre selv og fagprofessionelle medarbejdere. Aktiviteterne skal tage udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens ’principper for den frivillige indsats’ med henblik på at teste og udvikle principperne.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er ældre borgere over 65 år, der oplever eller er i risiko for ensomhed og funktionstab. Ældre mænd skal være en del af projektets samlede målgruppe.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 26. april 2024 kl. 12:00.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljens ansøgerkreds er civilsamfundsorganisationer og foreninger.

Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes medarbejdersignatur (med foreningens/organisationens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger via tilskudsportalen.

Læs mere om puljen

Informationsmøde

Der vil være mulighed for at deltage i virtuelt informationsmøde d. 20. marts 2024, kl, 14.00. Til mødet orienteres nærmere om puljen og ansøgningsprocessen.

Tilmelding til informationsmøde: https://sbst.nemtilmeld.dk/1197/

Kontakt

Tilskudsadministration

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her