Det skal være trygt at tage på arbejde som medarbejdere i psykiatrien. Derfor skal sikkerheden og trygheden forbedres ved at klæde personalet bedre på til at forebygge og håndtere konfliktsituationer, som kan risikere at munde ud i voldsomme episoder.
Social- og Boligstyrelsen har på den baggrund udmeldt en ansøgningspulje på 24,25 mio. kr. til kompetenceudvikling og efteruddannelse af medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud. Fx kan der søges om støtte til deltagelse i kurser om forebyggelse af voldsomme episoder eller i konflikthåndtering i forhold til den aktuelle beboersammensætning.
Der kan både søges om støtte til kompetenceløft af enkelte medarbejdere, der kan deltage i fagligt relevante kurser, eller til kompetenceudvikling af botilbuddet som helhed eller begge dele.
Målgruppe
Ansøgningspuljens målgruppe er medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er senest 1. november 2024 kl. 12.00. Puljen forventes udmøntet ultimo november efter først til mølle-princippet.
Hvem kan søge?
Puljens ansøgerkreds er kommunale, regionale, private og selvejende socialpsykiatriske botilbud.
Ansøgende kommuner og regioner skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med kommunens eller regionens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger.
Læs mere om puljen
Informationsmøde
Vi afholder et virtuelt informationsmøde den 3. september 2024 kl. 10.00.
På mødet får I:
- Generelle informationer om puljen
- Oplysninger om krav til ansøgere og deadlines
- Gennemgang af puljematerialerne
- Information om hvordan man søger puljen via vores Tilskudsportal.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål via chat.
Tilmeld dig informationsmødet