Troen på at kunne lykkes - og det at være en del af værdifulde fællesskaber med andre, man kan spejle sig i - kan have afgørende betydning for menneskers muligheder for at komme sig.
Peers er mennesker, der har personlige erfaringer med psykiske lidelser, men som også har gennemgået en recovery-proces og nu har overskud til at støtte andre i at få det bedre. Peers kan derfor skabe øget fokus på ressourcer, håb og mod på forandringer i tilværelsen for andre med psykiske lidelser.
Peers kan også bidrage til at styrke borgerens sociale netværk og tilknytning til almene fællesskaber, fx ved at bane vejen for at tage del i foreningslivet.
Vil I have støtte til at inddrage peers?
Social- og Boligstyrelsen ønsker at styrke socialpsykiatriens brug af peers og dermed understøtte arbejdet med recovery-orienteret rehabilitering som faglig tilgang (se boks).
I perioden 2024-26 tilbydes gratis rådgivning til kommuner, der ønsker at arbejde systematisk med at inddrage peers i socialpsykiatriske indsatser. Det er underordnet, om I allerede har erfaring med at inddrage peers og ønsker at udvikle indsatsen, eller endnu ikke har gjort jer erfaringer med peers.
I kan stadig nå at tilmelde jer vores rådgivningsforløb i 2025. Forløbene varer 1,5 år. Vi starter forløb i både januar og august. Forløbene fordeles efter først til mølle-princippet, så kontakt os hurtigt, hvis I er interesserede.
Hvad indebærer rådgivningen?
I forbindelse med rådgivningen tilbyder vi:
- Løbende vejledning i at skabe de bedst mulige forudsætninger for at etablere, videreudvikle og forankre inddragelsen af peers hos jer
- Udviklingsworkshops med jeres ledelse, medarbejdere, peers og borgere
- Kompetenceudvikling af jeres ledelse, medarbejdere og peers.
Forløbet varer halvandet år og kan tilbydes til i alt 20 kommuner.
Social- og Boligstyrelsen står for rådgivningen, mens Københavns Professionshøjskole & Peer-Partnerskabet står for kompetenceudviklingen.
Fristen for tilmelding til forløb, der starter i januar 2025, er den 1. november 2024.
Kontakt os og hør nærmere
Ønsker I at høre nærmere om, hvad et rådgivningsforløb går ud på, og hvad jeres kommune kan få ud af at deltage, så ring eller skriv til projektleder Nanna Koch Hansen, mobil 41 93 25 20, eller e-mail: naha@sbst.dk.
Nanna Koch Hansen kan også oplyse om tilmeldingsproceduren, der er meget enkel.