Find ud af, hvad barnets lov betyder for almenområdet

21-08-2024

Barnets lov har betydning for hele børne- og ungeområdet. Social- og Boligstyrelsen lancerer nu tre korte film om loven til jer, der fx arbejder i et dagtilbud, en skole eller et fritidstilbud. Få indblik i sagsgangene efter en underretning, støttemuligheder og samarbejdet med myndighedsafdelingen.

I sager, hvor vi har en myndighedsrådgiver på, der har jeg også for vane hurtigt at (…) ringe til dem eller sende en mail, hvis der sker noget i sagen, der er brug for at tage action på. Og det kan jeg kun, hvis relationen er gensidig og respektfuld.

Pædagogisk leder

Barnets lov, der trådte i kraft 1. januar 2024, skal styrke både sagsbehandlingen og de indsatser, kommunerne tilbyder børn og unge med behov for særlig støtte.

Loven pointerer, at alle voksne har et fælles ansvar for børn og unge og deres trivsel. Det stiller nye krav til samarbejde og viden om loven til alle, der har kontakt med børn og unge, herunder også det brede almenområde.

Social- og Boligstyrelsen lancerer derfor nu tre videofilm om barnets lov til jer, der arbejder på en skole, i et dagtilbud, i et fritidstilbud eller lignende. Filmene henvender sig til både det faguddannede personale og fx pædagogmedhjælpere og vikarer.

Det kan I høre om i filmene

De tre videofilm har et overordnet fokus på barnets rettigheder, støttemulighederne og samarbejdsrelationerne omkring børn og unge.

De enkelte fim kommer rundt om disse emner:  

Introduktion til barnets lov:
- Hvad er barnets lov?
- Muligheder for forebyggende støtte og hjælp

Underretning, screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse:
- Jeres overvejelser forud for en underretning
- Hvad skal en underretning indeholde?
- Hvad kan en underretning munde ud i?

Støttende indsatser, anbringelse og opfølgning
- Hvilken hjælp og støtte kan barnet eller den unge få?
- Hvad skal der til for at få hjælp og støtte?
- Samarbejde omkring et barn, der modtager hjælp og støtte fra myndighedsafdelingen.

Videofilmene tager afsæt i den proces, der indledes, når der opstår en bekymring i fx skole eller et dagtilbud, som man overvejer at involvere en børn- og ungerådgiver i myndighedsafdelingen i. Filmene berører derfor ikke de typer af indsatser, der typisk er foregået inden da, som fx forældresamtaler og forskellige pædagogiske tiltag.

I tilknytning til videofilmene offentliggøres en række dialogkort, der lægger op til refleksion over de enkelte film, og hvordan der kan støttes op om udsatte børn og unge, monofagligt såvel som tværfagligt.

Se film og dialogkort

Hvis du vil vide mere

Social- og Boligstyrelsen har tidligere udgivet en skriftlig, klikbar guide til almenområdet om barnets lov.

Guiden beskriver, hvad fagpersonale i dagtilbud og grundskole skal være opmærksom på, når børn og unge har brug for særlig støtte. Der er især fokus på inddragelse, underretning og kommunens støttemuligheder.

Hent guiden om barnets lov

Læs mere om reformen Børnene Først og barnets lov

Irene Ildvedsen
Socialfaglig konsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her