Velfærdsområdet kommer fremover til at se flere store partnerskaber mellem sektorer. Det er i det mindste forventningen. Årsagerne er mange, men handler blandt andet om presset på den offentlige sektor og en stigende kompleksitet i de problemer, der skal håndteres.
Men et stærkt og forpligtende samarbejde mellem fx den private sektor, lokalsamfundet og kommunen kan være krævende at etablere. Så hvad skal der til for at få det til at fungere?
Det har VIVE søgt at klarlægge i et nyt litteraturstudie af store partnerskaber (30+) med særlig fokus på inklusion af sårbare borgere.
At slippe magten og fremme ligeværdigheden
I et stort partnerskab vil der ofte være mange interesser, men skal samarbejdet lykkes, er det vigtigt, at de deltagende aktører kan træde et skridt tilbage og give slip på individuelle dagsordener for i stedet at sætte fokus på fælles mål, som alle kan bakke op om.
Det er også afgørende at prioritere ligeværdighed og retfærdighed, dvs. at inkludere alle befolkningsgrupper og aktører, der er berørt af den problemstilling, der arbejdes med, og at udligne magtforskelle mellem borgere og planlæggere. Det fordrer ressourcer, men er væsentligt for bl.a. at reducere konflikter og skabe legitimitet – og i sidste ende resultater. Grundlæggende er partnerskaber meget tidskrævende; ofte tager det 5-10 år at skabe resultater, pointeres det.
Fokus på netværk og proces
Studiet viser også, at markeds- og virksomhedsprincipper ikke er velegnede til denne type partnerskaber, ligesom new public management-styring kan skabe barrierer. I stedet peger forskningen på, at new public governance-styring, der udfolder indsatser i horisontal (ikke-hierarkisk) netværksstyring, fremmer samarbejdet.
Det fremhæves som afgørende, at der er en uafhængig facilitering, hvor der er fokus på at være katalysator for et samarbejde med fluktuerende processer fremfor at lede et lineært forløb.
Inddragelse af sårbare borgere
Borgerinddragelse og -deltagelse er et kritisk element for at kunne skabe resultater og kræver eksplicit fokus både i strukturerne og i praksis.
Det fremhæves dog, at partnerskaber på tværs af sektorer med mange aktører har større chance for at inddrage borgere i sårbare positioner end enkeltstående indsatser, da bredden åbner mulighed for at indtage flere forskellige roller, og mange forskellige former for færdigheder bliver relevante.
Studiet pointerer også, at det fremmer deltagelsen, når borgerne har tillidsfulde relationer til andre deltagere og oplever en nødvendighed i relation til det, de inddrages i. Støtte til transport, oversættelse, personlig invitation, følgeskab m.m. kan være væsentlige, mere praktiske elementer, der kan understøtte inklusionen.
Hent litteraturstudiet her