Kommunerne henvender sig til VISO (den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation), når anbringelsessager er blevet så komplicerede og udfordrende, at sagsbehandlerne ikke ved, hvad de skal stille op for at støtte barnet bedst muligt.
Udfordringerne kan handle om, at anbringelsen er ved at bryde sammen, at barnet eller den unge er i svær mistrivsel, udviser skolevægring eller udviser risikoadfærd, som er svær at håndtere for anbringelsesstedet eller skolen.
Erfaringerne fra 22 udvalgte VISO-forløb om sådanne sager er nu beskrevet i en ny rapport, der også opsamler resultaterne fra en række interviews med VISO-specialister på området. Rapporten illustrerer også, hvilke årsager der kan være til, at VISO inddrages i sagerne, og hvordan et VISO-forløb kan se ud.
Samtidig med rapporten udgives en pjece, der rummer de vigtigste pointer i en mere praksisrettet form.
Rapporten og pjecen er udarbejdet af VIVE for Socialstyrelsen.
Vigtige opmærksomhedspunkter
Rapporten giver et indblik i, hvad der kendetegner børn og unge i svære anbringelsessager, hvordan børnenes anbringelsesforløb ser ud, og hvilke udfordringer anbringelserne rummer.
Overordnet viser rapporten blandt andet vigtigheden af at foretage en grundig udredning af barnets udfordringer og ressourcer, at involvere og motivere barnet til positiv udvikling og at klæde netværket omkring barnet på til at yde den rette støtte.
Mere specifikt peges på følgende opmærksomhedspunkter:
- Involver barnet og familien
Barnet skal kunne se formålet med anbringelsen og eventuelle andre tiltag. Det samme gælder barnets forældre. Det er entydigt til barnets fordel, hvis man kan hjælpe forældrene med at bearbejde anbringelsen, så de bliver medspillere frem for modspillere.
- Tidlig og grundig udredning
Det er vigtigt, at der gennemføres psykologiske og pædagogiske tests og screeninger af barnet. Det giver den kommunale forvaltning og anbringelsesmiljøet et dækkende billede af barnets eventuelle diagnoser samt udfordringer og ressourcer. Ellers risikerer kommunerne at igangsætte tiltag, som ikke er konkrete og målrettede nok i forhold til barnets udfordringer.
- Skab gensidig forståelse og forpligtelse i samarbejdet
Der bliver skabt de bedste resultater, hvis der er en positiv ”samarbejdskontrakt”. Det kræver, at der er god kontakt, og at man arbejder med konkrete målbare resultater. Der skal følges op på, om barnet har fået det bedre. Det kan blandt andet ske ved at måle fravær i skolen eller reduktion i angst eller selvskade.
- Støtte til barnets nære netværk
Plejefamilier kan have behov for konkret og specialiseret supervision eller aflastning. Det forebygger stress i familien og kan på sigt hindre et muligt sammenbrud i anbringelsen. I andre tilfælde er det barnets forældre, der har brug for hjælp til at involvere sig bedre i barnets liv og spille en mere stabil rolle. Det kan ske ved hjemmevejledning, familiebehandling, misbrugsbehandling eller psykologbistand.
- Behov for specialiserede og tværfaglige kompetencer
Det er afgørende, at de nødvendige specialiserede og tværfaglige kompetencer er til rådighed, når familieplejekonsulenter, socialrådgivere og anbringelsessteder står over for svære anbringelsesforløb. Det gør sig gældende i både planlægningen af anbringelsesforløb og i selve anbringelsen.
- Langsigtet planlægning kan være vigtig
Endelig peger undersøgelsen på, at langsigtet planlægning i anbringelser kan foregribe udfordringer, for eksempel når den unge fylder 18 år. Barnet/den unge kan fx have gavn af, at der bliver lagt en plan, som rummer alle målsætningerne - både de umiddelbare og de langsigtede.
Hent pjece om svære anbringelsessager (pdf)
Hent rapport om svære anbringelsessager (pdf)
Video: Hør forskerne bag rapporten fortælle