Anya Manghezi starter 1. oktober som ny vicedirektør i Socialstyrelsen, hvor hun bliver overordnet ansvarlig for Center for Børn, Unge og Familier, Center for Udsatte Voksne og Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed.
Anya har siden 2014 været vicedirektør i Den Sociale Virksomhed, der hører under Region Hovedstaden, og har tidligere været ansat i bl.a. Sundhedsstyrelsen og Socialministeriet. Anya er cand.scient.soc. fra Lunds Universitet og har desuden en række intensive lederkurser bag sig.
”Anya kommer med en solid viden om det sociale område, stor ledererfaring og et klart blik for udfordringerne og mulighederne på vores område. Vi har desuden lagt vægt på Anyas personlige egenskaber og ledelsestilgang. Det er tydeligt, at hun både kan og vil gøre en forskel på det sociale område, og hendes engagement er smittende. Vi er overbevist om, at det er et rigtigt godt match,” siger Socialstyrelsens direktør Birgitte Anker.